– Sig mig kødhoved’, hvad fanden lavede du der. Er du overhovedet klar over at du har dræbt en mand.
– Slap af mand, jeg kan sgu’ da selv tænke. Tror du jeg er helt åndsvag? Ja det gør du vel!
Han trådte et skridt nærmere og så ned på mig. Arktektlampen spredte sit kolde lys ud i det tomme betonrum, der lå dybt under byens politigård, midt i zonen.
– Det bliver en dyr afære med dig, hvis du ikke fortæller os sanheden. Hvorfor dræbte du ham? Hvad havde han gjort dig? Er du rigtig klog mand?
Spørgsmålene kom som raketter. Med fuld fart på susede de ind imod mit ansigt. Jeg rejste mig op foran ham. Så ham koldt ind i øjnene. Mine hænder greb uhyggeligt automatisk fat om hans hals, og løftede ham op mod loftet. Hvis han havde rakt sin hånd op mod loftet kunne han snilt have rørt det. Men hans hænder hang slapt nedad. Der var stille i betonrummet. Kun en lyd som kunne identificeres med en problematisk vejrtræningsøvelse undslap hans mund og nåede i samme sekund mit øre. Jeg satte ham ned på gulvet. Han faldt sammen foran mig. Blod løb ud af hans mund og lavede en rød plamage på gulvet. Jeg buggede mig og mærkede på hans kind. Den var kølig. Jeg gik henimod døren, men vendte mig om inden jeg skulle til at åbne den. – Du skulle have lyttet til mig, sagde jeg med en bittersød stemme. Jeg tog i dørhåndtaget og følte en væmmelse da jeg opdagede at døren ikke var låst. Det her var for nemt. Der var garanteret nogen som ventede på mig et sted. Jeg lænede mig fremad og kiggede ud på gangen. Den var tom. Langsomt bevægede jeg mig ud i en ukendt zone. Jeg husker ikke hvordan jeg kom til dette, kun at jeg pludseligt var her. De sagde at jeg havde været bevidstløs i et øjeblik. Jeg kom i tanke om at, jeg havde en pakke ciggeretter i inderlommen. Jeg tog pakken frem, tog en smøg op og tændte den. Den behagelige røg in hyllede mit ansigt i et uigennem-sigtigt tågeslør. Jeg pustede røgen væk for bedre at kunne se.
