Torsdag 5. marts 2020, Brøndby
Hvor smukt og fredfyldt må det være –
ikke at være og være bort fra denne ære.
I stunder jeg blunder og fyldes af fred,
Se, drømmen der lyksomt varer ved.
Jeg vandrer forløst fra smertens ironi,
ér så jeg ér, borte fra dens kompromis –
forgået, benådet, kuldslået, omsider ad åre.
rinder den bort som den forræderiske tåre.
De får ikke ram på mig
for jeg er så sej
at jeg kan klare alt
.Ja ! , også dig
Du er en taber
Du har tabt
Du er et 0
Føl! , .min foragt
Tak for intet
Tak for ydmygelsen i depressionen i bekæmpelsen af seksualitet og kærlighed. Tak for tabt humør gennem lange tider. Tak for fratagelsen af min energi. Tak for at jeg trods alt fik lov til at leve som en maskine der ikke fik andet end medibencin.
Tak for at I lod mig leve med smerten i hjertet. Smerten der kom af jeres undertrykkelse.
Jeg havde glædet mig til kærlighed og fede sommeraftener – Ja, med glæde, godt humør uden trist psykhotisk indetspærrethed autisme og angst for bank vold og afvisning. Jeg havde glædet mig til et vist niveau af viden, overskud arbejdsdygtighed, uddannelse, styrke og naturligvis ægte kærlighed og sex. Jeg havde troet at livet var mere end film.
Altid kunstig sex, vold og terror. Derfor har jeg besluttet at gøre en ende på smerten. Smerten er for ydmygende for absurd for hård og grotesk. Jeg havde håbet …
Nu da jeg er død, håber jeg at I må holde en dejlig fest, der er betalt med mit liv og blod.
Nu kan I endelig få mig helt nu da der ingen er til at gøre modstand. I vandt. Håber det var det værd. Min eneste glæde er at det er et overstået kapitel, der aldrig mere kan gøres om. Levede jeg videre ville det altid være med smerten fra dengang, som var så slem, og endvidere, hvorfan kan man være teenager når man snart er 50.
Mine nærmeste skal vide, at jeg trods alt elskede jer. Jeg håber I kan og vil leve videre uden mig.
Skevet sammen med Inters Therkildsen, I 1991 på Annebølle Ungdomshøjskole
A 210
Mandag 18. oktober 1993, Lyngby.
I mit næste liv
hvis
så vil jeg være død
A 209
Mandag 18. oktober 1993, Lyngby.
Skriger intet
Råber alt
Frustration igen
Gradvis varmeforøgelse
i min overhedede krop
Eksplosion
Ærligt talt
Mandag 18. oktober 1993, Lyngby.
Ærligt talt
så hader jeg jer
I som ikke gav
det jeg længselsfuldt
søgte og havde brug for
og som jeg aldrig har fundet
og aldrig kan finde
Ærligt talt
Så har i ødelagt et liv
med jeres forestillinger
om et godt liv
Ærligt talt
er det ikke for meget
at byde en dreng
kunne I gøre det om
ville I gøre det om
så skulle I ikke gøre det om
for jeg kan ikke ændre
mit had til kærlighed
aldrig i livet
til døden os skiller
Ærligt talt
så skal I være glade
for hvis jeg klarer mig
så er det fordi jeg er stærk
og det er jeres skyld eller kærlighed
Indtil da
Onsdag 22. september 1993, Lyngby.
Jeg skriger og råber og synger med til mine pladers musik
jeg skriver digte og historier og onanerer om dagen der gik
jeg ert i det hele taget en meget velfungerende ung mand
jeg spiller klaver, har forstand på edb, joh der er meget jeg kan
Men noget jeg tror, jeg ikke har fået, som har skabt mig en del besvær
er nok tellid til verden og kropskontakt, og det gø’r én lidt sær
Men sådan er livet, et pust i sivet og det må jeg leve med
Indtil dagen hvor jeg finder en eller flere kvinder som jeg kan dele med
alt fra mad til mad og opvask, tv-sport, romantik og kærlighed
Indtil da må jeg bare leve
Næste gang
Lørdag 26. december 1992, Lyngby.
Det gør så ondt i mig,
det har det gjort i mange år.
Jeg kan ikke mere skrive digte,
der belyser mine sår.
Der er ikke flere ord at bruge,
og de som er ér alt for få.
Og det gør så ondt at jeg græder,
at det må være værre at se på.
Jeg har prøvet at fortælle mig selv,
lejet læge, psykolog og hvad-ved-jeg!?
At jeg lever stadigvæk er vel et held,
men hvis du spør’ mig er jeg død af den leg
Det er bare skidt og kanel fordi
forklaringer og lege er forbi.
Jeg fandt svar men ingen glæde og glød
næste gang du ser mig er jeg sikkert død
Kan ikke se dig
Torsdag 24. december 1992, Lyngby.
Kan ikke se dig
kan ikke se dig
kan kun høre dig
og dine lyde
blind er jeg
blind med stort B
sådan føler jeg det
selvom jeg kan se
Kan ikke se mig
kan ikke se mig
kan kun føle mig selv
mærke på min krop
den er snart ædt op
af dårlige undskyldninger
påskud og løgne
kan ikke se mig
med dine øjne
Vil ikke se dig
vil ikke se dig
synes du mon jeg er sær
kan ikke se dig i de øjne
som slet ikke har mig kær
Kan ikke leve
Vil ikke se
Kan ikke høre
vil kun mærke
lad mig mærke
giv mig en chance
åh, giv mig en chance
i livet
Pyroman
Mandag 23. september 1991, Lyngby.
Jeg har været offer
for mange pyromaner
Lommetyve, narrefisser
Profeter og kleptomaner
Og det brænder endnu
Jeg måtte slukke det hele selv
Hældte iskoldt vand på
og ødelagde mig selv
