Onsdag 27. august 2020, Brøndby
jeg befinder mig bedst i en status af quo,
jeg lukker ned for følelserne – begge to.
Der er ikke mere brug for had eller fred –
og slet ikke plads til selvmenneskelighed.
Status quo giver så fredfyldt en sitren i mig,
at det udover blodets brusende susende leg,
er det eneste jeg mærker der bevæger sig.
Lydene forsvinder til jeg befinder mig i limbo så jeg,
knap nok eksisterer og tvivler om jeg nu findes
Onsdag 30. september 2020, Brøndby
Jeg fyldes, som en kande på et bord,
til vandet nærmer sig kandens tud,
af dine smertens kollegiale ord.
Vælter kanden, og fosser vandet mon ud?
blot lader jeg det boble og koge ar
og indser hvordan du må stå for skud
Stilhedens pris er en dobbeltbladet dolk
smerten sammenlignelig som stukket af kniv
stilheden blandt folk så det påvirker vores liv
Sandhedens time sætter alt i spil og på spids
og lader gidslerne vælte ud ad skabet
kanden med vandet, koger det over, hvis?
Hvis Vi alle gjorde
tænkte og sagde som dig
Tror du sa verden
ville blive bedre? Nej?
for ingen er kloge nok, alle er Defekte
“Du skal ikke t.ro du bedre end os·’
Ingen er perfekte
Jeg bor i en by der er lidt for sig selv
Dens undergrund er det det rene hash, det slåmig halvt ihjæl
Der løber puschere rundt nede på stationen
Drikker et par øl, for at rede fustrationen
Så er der os andre pæne menneske-dyr
Vi sidder sgu bare her og syr og syr
vi kommer ingen vegne Men gør det alligevel
Jeg bor i Kgs. Lyngby og det er et held
Genstart
Onsdag den 22. november 2017, Brøndby.
Jeg kickstarted’ min karriere
som taber på en bænk,
i storcenterets fulde ventesale.
Det kunne umuligt blive værre
men det blev det efter første skænk,
og det var nemt at skaffe og betale.
Kirsebærvins-saftevand –
tak til alkoholikeren Thomas
som var alt andet end mand,
og fordi jeg drak på et liv
af mindreværkskompleksitet.
blev drikkeriet en vane og en bet
ofte hver aften plørestiv.
Årtier med levervædende giftindtag
kom jeg igen, igen på Lænken en dag
til tider med rare øjne og velbehag,
en januar-aften fik mig til at takke af.
3 år efter – ædru og sober jeg lærer
at kickstarte livet og min karriere,
og selvom alting altid kan blive værre –
så vil jeg vælge for evigt at kunne bære,
mit liv og levned med stolthed og ære.
Jeg tager brillerne af
og blotter mine nøgne øjne –
slut med at leve på løgne,
hver eneste ene dag.
Sér livet som dét nu er,
på frekvensen hvor det sker –
blottet fra fortidens tåger.
Mentalt mere klar til at se,
surrealistisk klar til at indtage slutningens position.
Ofte har den været en ret livlig og tilstedeværende konklusion –
i tankerne, i hverdagens et og alt, tæt på og absurd, men nu er det slut,
og denne gang venter jeg blot på at den returnerer akut.
og selvom alting altid kan blive værre –
så vil jeg vælge for evigt at kunne bære,
mit liv og levned med stolthed og ære.
