UseChat

Livsglød

Livsglød
Lørdag 2. december 2000, Hadsund.

De fleste dage var med kærlighed
som de fleste dage med regn uden sol
de mange timer i sikkerhedsnættet
som regn og sol – man blev aldrig mættet
nu er alting på de laveste blus
Den fauna af roser jeg så i forfjord
Den spirer og dufter, gror og gror
Sollys gi’r liv og én duft så sød
Den vokser sig stor til den evige Død
Sådan var mit ægteskab
Dejligt og frodigt og fuld af lys
Vi stræbte mod himmelens evigglød
Og nu er livsglædens livsglød så død
Jeg ønskede så meget i meget af det jeg skrev
nu er noget gået i opfyldelse og resten er forderv
mit liv er ændret som jeg skrev det siden sidst
jeg er blevet meget klogere og det er egentligt trist

En periode i mit liv

En periode i mit liv
Onsdag 7. November 2000, Hadsund.

Treidve års stilstand udmundede til sidst i et arbejde
et sekundært miljø med mennesker og maskiner
jeg følte jeg hørte hjemme dér og jeg tænke mange gange
hvornår, hvor længe, hvordan, hvorfor? Hvordan bliver jeg dér?
Omtrent midt i August fik jeg så at vide, at jeg var én de ku’ lide
ikke ordret, og igen, “…uden det statslige og kommunale tilskud ….
så ville vi ikke ansætte nogen, og heller ikke dig Knud

Men nu sidder jeg i Logistik og laver fakturakontrol
arbejdet er en form for ren logik, og jeg er blevet en bondeknold
Over 3 år i det Jyske har sat sine præg på mit liv
og har du kendt mig, så har du kendt et liv
som nu er forandret og ryggen er stiv!

Jeg har godt nok fået arbejde, lever og er stadig gift
Jeg kunne nu godt trænge til noget af et ordentligt pift
af livsglæde, ægte kærlighed, trofasthed og lid
for jeg er åbenbart en af dem som bare glid’

Mennesker

Mennesker
Tirsdag 22. juni 1999, Hadsund

Mennesker er så lette at gennemskue
mennesker er så rene og gennemsigte
mennesker er så kropssprogsærlige
mennekser er så lette at fue
mennesker er så pligtige
mennesker er så lette at kue

En dag med minder

En dag med minder
Maj-Juni 2000, Hadsund.

Fredag den femtende december det år
den husker jeg så tydeligt som igår
Lørdag den femte oktober følgende år
blev dagen der for alvor gav os sår
i Lyngby på Sjælland, Hadsund i Jylland
hos de andre, i vort indre
og vi prøved’ at forhindre
med hjælp fra dem og fra os selv og Jhvh Gud Men lige lidt hjalp det Janni & Knud
og her følger beretningen med sol, regn og slud Vi skændtes og bortgav hinanden i krig
vi overså og hørte ej hinandes skrig
lod som om intet var hændt i vort slag
men jeg husker stadig hver eneste dag
med ondskabs ord og slag til vi sinder
os billedet af skønhed og gode minder
man ser det hele ødelagt og forsvinder
og jeg husker stadig de dage hvor vi mente
at nu er der ikke mere tilbage i rente
vi havde fortæret alt hvad vi havde i mente
og gudsmennesket, det gode menneske, lér
og ondskaben græmmes over det som skér

En mellemmad eller to

En mellemmad eller to
Onsdag 8. marts 2000, Hadsund.

Hvis jeg indbød dig,
til at gå ud med mig,
spise en mellemmad eller to,
på en resturant eller kro,
hyggemad og vin, åh, bare os to,
køre i taxa i timer, bare en dag –
slappe rigtigt dejligt af
ville du så søge at sige
det ved jeg ikke om jeg ka’
eller ville du sige ja?
det gjorde hun ikke!

Stå så fast som tidslen

Stå så fast som tidslen
Mandag 10. maj, 1999, Hadsund.

Triste tider rammer os
som skarpe sværd i sjælen
Ondskabens ord, er de værd
som Jesus Krist på pælen?
Somme tider svares tavst
et ja, med sagte hvislen
godt det samme, at en ka’
stå så fast som tidslen
Triste tider ramler ned
som regnvejrsregn om natten
meget kan man ta’, men taget
klarer ikke skvatten
Gennemblødt fra sind til hud
fra yderst og til inderst
sjasket til fra tå til top
én bliver så syg og en giver op

 

Livet P.t.

Livet P.t.
Onsdag 10. marts 1999, Hadsund.

Jeg drikker ikke mere kirs’bærvin
jeg lever ikke længere som et svin
jeg ånder dog luften i mig
sjælen kroppen min er i live dag til dag
men jeg lever ikke rigtigt velbehag
Jeg kan ikke skrive, jeg kan ikke snakke
Jeg kan ikke give, jeg kan ikke takke
Jeg kan ikke forsvare, forstå og reagere
Jeg vil ikke ødelægges, men jeg må leve mere
Jeg kan ikke hjælpes, ikke mer’ forvente
Jeg kan ikke håbe, hvad er livets rente?
men selv for de håbløse er vel håb
Gid nan kunne få det sidste til først

Endnu en tanke

Endnu en tanke
Mandag 1. marts 1999, Hadsund.

”Som en dronning, skønt
jeg havde det så godt som
pynt
behandlet pænt og godt
nu er alt lavet om
og nu er livet er råt”
– sagde hun til mig, men
Ligge i arm kan du stadig
Ligge væk, dér, og drømme sødt og jeg kan se
Rendene under dine øjne er som blæk
Een af de slags korte dage
hvor man tror man kun har kort tilbage

Som et tik

Som et tik
Mandag 1. marts 1999, Hadsund.

Energibesparende
er nøglen i min krop
jeg går til køjs før klokken ti
står allersenest op
når tiden nærmer sig det tik
og frokkosten er klar
så starter jeg mit korte tak
og så er dagen brak
Der skér nu ikke særligt hér
jeg sidder bare dér
Tv’t ses vanligt og
og jeg går op for at sov’

Fred og ro

Fred og ro
Mandag 12. januar 1999, Hadsund.

stilhed fred og ro mørkeskred og tro
stille hjertebanken
fred og ro i tanken
ingen larm og løjer
intet ingen døjer
bare stilhed fred og ro
Dåner lige så stille
ind i dagens morgengrå facade
ånder langsomt ud
min indestængte vrede lukker lyset ind
blænder hjernen blind
Dåner lige så stille
mod den morgengrå gade