Tirsdag den 18. november 2019, Brøndby
Ene og alene,
med fred og ro vil jeg være –
det hænger mig langt ud ad halsen;
Selv at være med alle mine kære
Ene og alene,
dit selskab får mig i alarm –
friheden hæmmes midt i valsen;
At være med dig er som en brækket arm
Ene og alene,
lykken er så uendelig –
blændende utopisk barsk og rå;
Livet, et dystopisk fatamorgana
Så verden ligger for dine fødder
det står dig frit for at vælge blandt
tilbudsmulighederne er ekstreme og valgene mange
dit røvsyge liv får glans og glamour
når du er færdig er du omvendt til en ny følelsesrutchetur
passer du ind i ræset, dopet, virkelighedsfjern – mentalt udtryksløs
Den prækontrollerede stil tager livet til givet,
så autenticiteten ryger udi skyllevandet –
nærmest apatisk og overdreven ligegyldighed;
livets formålsparagraf må da være kærlighed?
Det hele er så legende let –
livet virker ingenlunde slet;
Jeg sætter følelser på stand-by,
nu fluks går det hele som en leg.
På denne simple levemåde,
så behøver jeg ikke at gøre noget;
Livets trædemølle spinder guld –
friheden forløses når bægeret er fuldt.
Samtidig er det praktisk ikke at føle,
der er aldrig noget hastværk med at nøle,
Samvittigheden er lagt tilrette på hylden,
hvilket er praktisk for at snyde skylden.
I det store hele er livet legende let,
det hele virker ingenlunde særlig slet.
Jeg sætter fokus på det inde i mit hoved,
for det der med følelser er sgu noget rod.
Tirsdag den 17. december 2019, Brøndby
Her er du,
i dit livs fineste,
håret er sat, barberet, soigneret,
smilet er afdæmpet.
Lykken kan ikke længere briste
du har opnået freden
låget lukkes til din kiste
Torsdag 5. marts 2020, Brøndby
Hvor smukt og fredfyldt må det være –
ikke at være og være bort fra denne ære.
I stunder jeg blunder og fyldes af fred,
Se, drømmen der lyksomt varer ved.
Jeg vandrer forløst fra smertens ironi,
ér så jeg ér, borte fra dens kompromis –
forgået, benådet, kuldslået, omsider ad åre.
rinder den bort som den forræderiske tåre.
Tæt på desperationen
én fod i depressionen
ulmer konfrontationen
selve konklusionen
livet tsunami tumult
rædbrækket af mental sult
indelukket i livets kult
ekkoet der larmer hult
passivt passerende apatisk
opstemt på at være pragmatisk
frygt, vrede, hadet og lidelsen
munder tilblivelsen så udi tilgivelsen.
18262 og en halv dag er gået
siden Gud Den Almægtige som har spået
lod mig komme til verden, således formået
står jeg nu her og kigger tilbage dér
på timerne, minutterne og al tiden der er gået
og jeg takker inderligt Gud for alt jeg har fået
i Jesu Kristi navn takker jeg forslået dog amen
jeg tænker på, at jeg sgu nok burde tage mig sammen
jeg var fuld af energi fra det sjette år
ikke decideret ond men bestemmende altid når
vi børn legede på Refsnæsskolen arealer
jeg var social umoden, højtrystende og brød flere regler
stak pædagogen med en nål i hendes bag
og de skrev og dedikerede min barndom, sikke åger
ekstra beskyttende voksenkontakt hver dag
læser jeg nu af de vise ord der dukker frem af tåger
18262 og halv dag gik på held
Skumringen sætter sig og lyser op denne kveld
om marchen og kampen jeg tog alene selv hér
i livet for at blive det menneske jeg nu er
Papyrus fortids levn skal brænde ild og flamme
fortære minders spind og lade lykken komme ind
en æra vil komme; Timerne og minutterne er omme
min sidste tid skal bruges og lade livet komme
Når jeg bli’r gammel
vil jeg sgu osse sidde på en bænk
i bymidten, dér i efterårssolen
mens jeg tar imod ligegyldigheden
og drikker kirs’bærvinens skænk
Når jeg bli’r gammel
og jeg indser at livet er på retræte
står minderne i kø for at komme frem
på efterårssolens store lærred
inden jeg for alvor glemmer dem
Når jeg bli’r gammel
sidder jeg nok dér på bænken
drømmende memoirer over skænken
med et fast greb i flasken og et sløvet jeg,
mens jeg vrøvler lavmælt ‘sætter du dig?’
Når jeg bli’r gammel
er det for længst slut med kærligheden
Kirs’bærvinen er afkølet, efterårssolen går ned
det sidste klare lys skinner og jeg følger med
og lader bænken forladt som en skammel
Fluks i en fart er jeg parat til start
arbejdsom udfordret, det føles ikke rart
En podning, en formodning vaklende på stiletten
Spørgsmålet, “er det nu jeg mon tager biletten?”
Samfundssatire på systemets niveau;
Bærer De masken med påkrævet omhu
og nu er spørgsmålet virkeligt “i hvilken risikogruppe er du?”
Lad mig sprede mine vinger og flyve bort her fra,
over bjergtinder og grønne dale i solens klare skær
fri i friheden uden at være en del af moradset her
Skrevet i 1989
Mit navn er Knud
er manden i mit univers
sidder og løser
ugens kryds-og-tværs
Mangler et ord
giver ikke op
skriver forkert
er ved at få en prop
Drømmer langt tilbage
til de glade dage
på de to højskoler
hvor jeg var på tur
Blyanten knækker
og jeg bliver sur
Jeg løber ned på gaden
for at nå en bus
kører ind til København
og køber mig en sjus
på et fedtet og ulovligt hotel
Jeg kan ikke huske mér
det er derfor folkens
jeg si’r farvel
