Gid jeg stod der endnu
Tirsdag 14. april 1992, Lyngby.
Jeg så ind i hendes øjne
og jeg så ind i hendes sjæl
jeg så hendes styrke
og jeg så hendes kærlighed
En kærlighed der må være så stærk
at ingen kunne klare den
Og jeg så dybt ind i hendes øjne
og jeg blev så varm i min krop
og jeg så hendes skrøbelighed
og mit hjerte gav et hop
– åh hvilken herlig kvinde
Endt epoke
Søndag 12. april 1992, Lyngby.
“Jeg ved ikke hvordan
jeg skal få det sagt
Jeg er skide bange
Bange for foragt”
Sådan tænker jeg endnu
første gang – det var ikke sjovt
Og får jeg atter chancen
så bliver det kun flovt
Jeg tør ej mere at håbe
Håbets epoke er svundet
og jeg forstår ikke at finde
varme og ømhed
hos den eneste éne
hun der ikke er fundet af mig
hende som ikke har opdaget at jeg
søger og leder
efter en kvinde
Åh hvorfor har du ikke lært det endnu?
Er du bange for at du ikke ku?
Hvad er der galt, er jeg virkelig så død –
at ingen, ingen endnu –
har kunnet syntes at
jeg var sød?
Ekstasens grænse
Mandag 30. marts 1992, Lyngby
Det føles li’som et vandfald
der risler gennem min krop
Jeg flyves op i skyerne høje
og når til sidst ekstasens top
De mennesker jeg holder af
de maler smukt mit sindelag
Og lokker skjulte evner frem
til muntert liv – jeg mindes
glædeligt at huske – at de findes
Frygtelige konsekvenser
Mandag 9. marts 1992, Lyngby
Mit hjertes tomrum fyldes ud med varmt blod, angst og volt
I dybet ned det sank og krak, steg op igen og var så koldt
Men inde midt i centrum af, mit hjerte løb i en flod
Pludseligt flød det bort og sank, i floden rød som blod
Åh det var den periode hvor jeg var så glad, åben og lukket
Nu er mit hjerte druknet, og jeg kan stadig høre sukket
Åh det var så hårdt, den gang de trådte på mig med støvler
Men intetheden er nu svær, thi her sidder jeg og snøvler
Så den ære hvorfra jeg hørte klagende kald
Er jeg så tæt på Tilbagefald
Den trætte tilskuer
Tirsdag 18. februar 1992, Lyngby.
Mit liv har ændret sig
og jeg er blot fulgt med
– som en tilskuer
der har klappet
-når alt gik godt
Ufatteligt at jeg endnu ikke er
blevet træt af
blot at klappe, at være mig
You made my heart (Klaverbecifringer til A F G A B H G C E D C B H A A )
Mandag 17. februar 1992, Lyngby
You made my heart sing
You let it fly
You let it shine
And you let it cry
And worst of all …
I was pleased of joy
and happyness
Thank’s to you
And worst of all
You let it die
Konklusion
Fredag 14. februar 1992, Lyngby.
Ulykkelig kæ¦rlighed – det’ ikke mig
nej – jeg er bare
helt almindelig
ulykkelig
Min skæbne er vel ikke
mere smertefuld end deres
ligeglad
ligegyldigt
uanset hvad
kan den også forandre
ligeledes jeres
Labyrinten
Søndag 26. januar 1992, Lyngby.
Søndag morgen, klokken var ti.
Lå i min seng, og troede den var ni.
Torsdagen forinden havde været en herlig dag.
Snakkede med Iben, og følte velbehag.
Engang gjorde det ondt, men nu gør det godt.
Fodspor i græsset der var vådt.
Sneen som faldt, og gjorde alting hvidt.
Mørket forsvandt, alt kom til sit.
Stod op og var svimmel, lavede kaffe og mad.
For første gang i måneder følte jeg mig glad.
En labyrint fuld af gange, min tur stod for skud.
Søndag morgen, klokken blev elleve og jeg fandt ud.
Tårer af guld
Søndag 19. januar 1992, Lyngby.
Hvis tårer var af det reneste guld
og jeg ikke blot lod dem tørre bort
Så kunne jeg nøjes med at tænke, uden et ord at sig’
Være lykkelig, men frem for alt være rig
Men tårer er jo ikke, de gør kun ondt
Smerten, i mit hjerte findes bevis derpå
Og selvom tårer var af guld
Så måtte det ske, at vi gik omkuld
thi guld er ikke alt …
Års kulmination
Fredag 17. januar 1992, Lyngby
Jeg holder af
har gjort
vil altid holde
at tale med mennesker
der betyder noget
for mig
har de
beskaffenhed
for er der ingen
kærlighed
at finde må
man tage hvad
man kan få er småt
og jeg kan ikke
åh det hele styrter sammen
om mig
