Tilbagefald
Mandag 24. februar 1992, Lyngby.
Midt i en ny ære bevæger jeg mig rundt
Dybt inde midt i æren, der er et sted så dunt
Derfra; Jeg holder mig væk, trods talrige lokkende klagende kald
Jeg er bange for at vende tilbage, til det sted de kalder Tilbagefald
Jeg havde glædet mig så’n
Fredag 21. februar 1992, Lyngby
Jeg havde glædet mig til se at se jer
men “uheld” blev mit ord
Jeg blev sgu’ så bitter, jeg blev tømt for glæde
Jeg var sgu’ nær druknet i væde
I havde jo lovet at komme
Men forhindret blev I
Jeg var bange for mit hjerte for alvor
ville gå i hi
Nu to uger efter er jeg nærmest lykkelig
Jeg vil glemme den fortid med kaos og død
Bare være den tilfredse, lykkelige
Håbe at finde en pige som kan være mig sød
Her den sidste uges tid
Fredag 21. februar 1992, Lyngby.
Her den sidste uges tid, har jeg bare været så glad
Jeg havde ingen penge men, fik gode råd, øl og mad
Jeg har sovet så godt som i Drømmeland
Her den sidste uges tid, har jeg bare været en lykkelig mand
Og kærlighed det får jeg, med min hang til poesi
og musik samt gode minder er blandt dét jeg godt kan li’
“Joh, det hele er ligesom vent, ér jeg mon i Drømmeland?”
Jeg ved det ikke, jeg ved det ikke, jeg ved blot jeg var en lykkelig mand.
Den trætte tilskuer
Tirsdag 18. februar 1992, Lyngby.
Mit liv har ændret sig
og jeg er blot fulgt med
– som en tilskuer
der har klappet
-når alt gik godt
Ufatteligt at jeg endnu ikke er
blevet træt af
blot at klappe, at være mig
Det gode menneske – version 2
Februar 1992, Lyngby.
det gode menneske fødes
og langsomt forbløder det
det bliver ondt
smerten er ekstasen
og rundt omkring mennesket
vokser frodige grønne og saftige planter
som slynger sine arme omkring
og skygger og ærer det
det urørte i menneske berøres
og det rejser sig
strækker hænderne mod himlen
og river skyerne ned
det gode menneske
spiser skyerne
og opsluges
for evigt i intetheden
og de samledes i flok
en regnvåd dag i livet
da stormen så var omme
så tog man det for givet
og de steg op i himmelfarten
og stormen den tog atter fat
et regnende helvede
et snefnug af de pæneste
i det gode menneskes tjeneste
og portene de åbnedes
massen strømmede ind
med det gode menneske i front
da blev hver seende blind
og skyndsomst man portene lukkede
til og med chancen dér
af kaos
kaos må
opstå
da skér der aldrig mere
Det at være ærlig ér
Mandag 17. februar 1992, Lyngby.
Det at være ærlig ér
tit og ofte til besvær
Retfærdighed – jeg ved besked
at være ærlig – det gør mig ked
I kærlighed og ærlighed
der gælder samme regel
Troen på det gode sande
gør ærlighed til oprørsk vande
Ærlighed gør ondt
men giver oftest pote
Skal man al den opbruge
hvis kun man har en kvote
Næ¦rmest lykkelig
Søndag 16. februar 1992, Lyngby.
Gode mennesker jeg mødte i det liv jeg levede før
Få forstod men mange lo når jeg stod gemt bag dør
I det liv jeg lever nu er gode mennesker stadig få
men de som er, jeg elsker dem, og dem som er, vil forstå
Hvor herligt det ér, at kunne skelne, mellem dét som er godt og ondt
Hvor er det herligt at kende vejen, hvor er jeg glad ej at være dumt
“Nærmest lykkelig” kan man sige – blot ej at forglemme smertens skrig
At gå på gaden, se par hånd i hånd
det ødelægger, piner min helende ånd
Konklusion
Fredag 14. februar 1992, Lyngby.
Ulykkelig kæ¦rlighed – det’ ikke mig
nej – jeg er bare
helt almindelig
ulykkelig
Min skæbne er vel ikke
mere smertefuld end deres
ligeglad
ligegyldigt
uanset hvad
kan den også forandre
ligeledes jeres
Yesterday
Mandag 17. januar 1992, Lyngby.
Yesterday I was happy
Today I’m satisfeid
I have loved, and I have lived
I have been taught and I have cried
Nobody ever told me
that love would hurt that much
To be good, to be kind is bad
I sure have learned and now I’m sad
Oh yesterday I was happy
Today I’m satisfeid
I have loved and I have lived
I have been taught and I have creid
Labyrinten
Søndag 26. januar 1992, Lyngby.
Søndag morgen, klokken var ti.
Lå i min seng, og troede den var ni.
Torsdagen forinden havde været en herlig dag.
Snakkede med Iben, og følte velbehag.
Engang gjorde det ondt, men nu gør det godt.
Fodspor i græsset der var vådt.
Sneen som faldt, og gjorde alting hvidt.
Mørket forsvandt, alt kom til sit.
Stod op og var svimmel, lavede kaffe og mad.
For første gang i måneder følte jeg mig glad.
En labyrint fuld af gange, min tur stod for skud.
Søndag morgen, klokken blev elleve og jeg fandt ud.
