Jeg er knapt kommet ud ad døren før jeg ønsker mig tilbage,
for jeg hungrer efter at være sammen med dig i endnu flere, dage
og til tider kan jeg endog tage mig selv i overdreven barnagtighed
jeg forestiller mig et evighedsbillede hvor du og jeg er med
Jeg ser dig overalt i alt, og i alt det smukke jeg ser
Lige før, og nu lige efter så ønsker jeg bare endnu mere
Søndag 11. marts 2017, Brøndby
Lørdag morgen cirka kvart over ni pakket ind i dyne og pude
blev jeg pludselig bevidst i en allerhelvedes fart
Du er død
men det fik mig da ikke til at tude
Stille og roligt blev hverdagen solrig og ufattelig klar
Jeg havde ikke drukket i et par måneder den dag i 2014 da jeg mistede min far
Køleskabet er nærmest på sit minimums temperatur
Alt er kølet ned, og jeg er ikke sur
Lørdag morgen cirka kvart over ni da min mor ringede og alt var forbi
Fredag 17. marts 2017, Brøndby
23 mørke år skubbede mig tættere ud på Dødens kant
men jeg falder ikke ud over, men rejser mig blot –
og tilbage på det faste land snubler jeg dog konstant,
jeg skimter det grønne lys skinnende klart som ædelstene
De er lette som snefnug og drømme at samle op vil jeg mene
Alt for lette, alt for mange, sindsfortærende og uskyldige rene
Tidsrøvere, Tidsprøvere, Tidskløvere Tidsbedøver, Tidsøvere
Alkotidens mørke år er frygtelig velkomponerede Sløvere –
men de fik ikke lov til at få mig til at få det mindre godt
Søndag 26. marts 2017, Brøndby
Bøgeparken 114 i ’92, en helt almindelig fredag aften,
Menuen stod igen på kogte pastaskruer og Beauvais,
nårh ja, og så de fire flasker fra Netto med det du ved
Foldboldtfest på DR1, mon de andre spiste fredagsslik og fulgte med?
Jeg ved det ikke og efter tredje afkølede flaske var jeg så den der skred
Ud ad krydset ved Lundtoftevej med et stjålent Dannebrog som kappe
som en anden Supermand drak jeg videre som vand man kunne tappe
Midt på vejbanen meter fra en bus og flere biler
Vinkende og dyttende de kørende, jeg husker det som de smiler
Den aften endte jeg i midtbyen, fuld og formentligt gal
men ofte fakede jeg Fuldeskabens Fornuft, mere end den gav lov
og tager jeg ikke fejl så endte jeg vel igen på Gentofte Hospital
med en sød sygeplejerske og jeg blev ingenlunde flov
Dagene derpå blev til digteri, og til tider det at filosofere
og en helt almindelig aften kom igen når jeg skulle drikke mere
Søndag 26. marts 2017, Brøndby
Var det mon solsortenes skønne kvideren i skumringen der var så smuk,
den gyldenrøde aftensol der kastede sit muntre blik og nostalgiske suk?
Et vindpust over græsset hvor jeg sad op ad Bøgetræet i min filtgrønne hat,
holdt et rødt Esselte-ringbind med digte og skreg ordene ud i den forestående nat?
Der var så stille i den velholdte flora omkring de kapellet og ukendtes grav
at når folk så mig med flasken siddende der på græsset gik de videre og tav
Og det mest ironiske er, at når de var gået og jeg så gik
så er det kun med naturoplevelsen jeg fik
Søndag 26. marts 2017, Brøndby
Jeg sidder og kiger billeder
fra den dag jeg følte du forlod
mig og alt på vej hjem til Filippinerne
Der var der et utroligt kaos i mit hoved
jeg blev revet ud af trygheden
Jeg sidder og kigger billeder nu
men følelserne husker jeg du
Alene i en tåge af frygt for at miste
kun få kendte til mit liv denne gang
Jeg var på nippet og jeg var ved at brite
Tiden føltes så ufattelig og lang
Nu sidder jeg og kigger på dit smil
på dine øjne og din mund og føler mig berørt
og salig i samme stund
Jeg sidder og kigger billeder
Søndag 2. april 2017, Brøndby
Jeg befinder mig i et tomrum med bløde gummivægge, uden et vindue og dør
Der er dejligt varmt herinde, og jeg har det sgu bedre som aldrig før
Jeg får en sådan lyst til at skrive og digte og gøre ved, og være med!
Der kommer bare ikke rigtig noget fornuftigt ud, som jeg vil være ved
Den Ekvilibristiske Skrivekrise spiller ping-pong med mig i sit gummiunivers,
jeg blopper mod væggene som en vandboble frem og tilbage og hele tiden på tværs
Den lader hånt om mine ord der falder til bunden i tomrummets uendelige
Inde i 1midten af det hele vil jeg være, der hvor jeg kan sidde lunt og i fred
og skrive og digte og drømme og leve, og være med og være ved
I tomrummet er her vægge som beskytter mig, og her er intet vindue og dør
Man kan kun komme herind ved et trylleslag og jeg her været flere gange før
Ud kommer jeg, men oftest kun pr. behov
Mandag 17. april 2017, Brøndby
Sommetider dukker minderne op,
om skolen og de ting jeg mærkede på egen krop –
jeg lever dem klart i detaljer, og ofte som én periode.
Fælles for dem alle er, de er som film gemt i mit hoved
Klasselæreren der altid var beskyttende i en sådan grad,
at der ikke var konsekvens hvis jeg fik en anden til at græde,
når jeg piftede cykler og drillede tykke Mette Ord,
og nassede kakao af ham den anden brilleabe der ikke var så stor.
Når uheldet var ude og jeg kom i drilsk klammeri med Claus Madsen
slyngende jeg i gymnastikposen i hans hoved, så han fik en på kassen
Når jeg fik chancen i anden klasse drillede jeg Randi og rev hendes hår
så hun grædende løb væk, og det piner mig sgu stadig efter alle de år
Klassen havde dog en klar konsekvensstrategi så men
der gik ud på at ingen naturligvis kunne have mig som ven
Jeg var både elendig i skolen, karaktermæssigt og svag;
skiftende alliancer, og det ekkoer så helt frem til i dag
Enhver ting jeg sagde og enhver ting jeg gjorde
Gjorde mig bare mere svag, men kæften den var stor
Støttepædagog og ekstra tykke cola-bunde
aka briller der gnaver kløfter i mit næseben
der sidder på flyveører der aldrig rigtigt hører
læsevenligt hæve-sænkebord for handicappede
tro følgesvende hånd i hånd, med overbærenhed
opsynspligten med mig føltes som modsat kærlighed
Ti år, hver dag, hver morgen denne evige overvågenhed
De gode tider i skolen husker jeg med glæde og entusiasme
det var en mental flyvetur med en overfed oplevelsesorgasme
Rundt i Europa på skattebetalt opdragelses lejerskole var stafetten
Og Amstelbeer til halvanden Gylden og sure sokker og Wham på kasetten
I 1987 da 10. klasse omsider sang på sidste kvæd
spillede jeg klaver for en fyldt sal og fik dem alle med,
den sidste dag hvor solen skinnede med karamel-kast og alkoholfest
Denne sidste dag i folkeskolen var dér, og jeg følte mig faktisk bedst
Sommetider dukker minderne op,
om skolen og de ting jeg mærkede på egen krop –
jeg lever dem klart i detaljer, og ofte som en lang periode.
Fælles for dem alle er, de er som film gemt i mit hoved
Torsdag 20. april 2017, Brøndby
Hvor bliver drømmene af
er de kun flygtige tanker der lyser op
som solstrejf gennem skyernes dække
på den mørkeste regnfulde eftermiddag
spørger jeg mig selv, med et vist ubehag
Der hvor drømmene skabtes,
– fyldes indsigtsfulde tankerstrømme i,
fortryllende med deres logiske sans,
i et bundløst hul af melankoli –
tilhyllende, til intetheden brøler
og skaber plads til et solstrejf på rejse
Lørdag 29. april 2017, Brøndby
Hvor er jeg det næste årti?
Er jeg på flasken igen, eller i
en eller anden form for terapi
for bedre at kunne finde ud af,
hvordan jeg går i spænd med vi?
Det er så svært at spå om tiden der skal være
Jeg håber fremtiden bliver med min kære
Hvad er jeg det næste årti?
Middelalderende rynket og gråsprængt –
mon det er en som du eller jeg kan li’?
Forstår jeg bedre hvad jeg er,
og hvordan går jeg i spænd med vi .. ?
Fremtiden synes uklart defineret og sær,
Men jeg drømmer den bliver med min kære
Hvordan er jeg i det næste årti?
Her og der og alle vegne og forfløjen, men i stand
håber jeg at kunne se mig selv i spejlet og sige,
jeg ved hvordan går jeg i spænd med vi ..
Stadig mig selv men er blevet en bedre mand
Fremtiden er blot et skridt fra dig selv, og du –
jeg længes dog efter at den bliver med dig fra nu
Lørdag 29. april 2017, Brøndby
