Et og alt
Onsdag den 9. november 2016, Brøndby.
Estimeret 1 komma ni millioner hjerteslag
Tusindvis af minutter og sekunder før du er tilbage
Mine knæ er svage og jeg magter ikke at stå
min røst er rystet og jeg har svært ved at gå
min mave er knuderet og mit humør ligeså
min hals er størknet, tømt fra alskens væde
mit øje føles træt og forhindrer mig at græde
Estimeret sét – her fra dag ét – er det ikke så fedt
Tusindvis af minutter og sekunder før vi igen bli’r et
Vejrtrækning
Søndag den 13. november 2016, Brøndby.
Jeg trækker vejret fra snudespids og dybt ned i min vom
om det er fordi der ikke er plads nok dér, det ved jeg ikke om
men luft og ilt det stopper blot, jeg mærker kroppen spænde
jeg prøver nu så en gang mere, og tvinger det til at hænde
Jeg sidder i min siddestol og ligger på min seng
og tvinger gode tanker frem, men tænker skidt i flæng
jeg våger ved mine drømme så de bliver fulde af harmoni
og det hænder da jeg drømmer lidt om noget jeg kan li’
Nu pludselig er tiden dér hvor jeg atter må trække mit vejr
fra snudespids og dybt ned i min vom
om det er fordi der ikke er plads nok dér, det ved jeg stadig ikke om
men heldigvis kan jeg ikke lade vær’
Virkeligheden
Søndag den 13. november 2016, Brøndy
Der var netto glæde og nettosmil
der var nettomennesker og nettostil
de handlede ind og du langede ud
efter for godt befindende og bedste bud
Der står jeg bedøvet, så bedrøvet om du vil
uden at være i stand til at vide hvad jeg vil
Jeg vægrede mig ved at gå ud den eftermiddag
til trods for at oplevelsen gav mig positivt tilbage
Nu atter hjemme i ly for virkelighedens bud
som pt. er ufattelig svær så’n at holde ud
Øjeblikke
Onsdag den 16. november 2016, Brøndby.
Kukuret i gangen er sat i stå
radiatorerne er skruet ned på et minimum
Øjeblikket står stille
Timerne i sengen tikker med dobbelt hastighed
men forkortes automatisk når jeg står op
Øjeblikket det står stille
Jeg føler intet hjælper, jeg føler intet, jeg føler
Øjeblikket står stille, og jeg rør mig ikke en tomme
jeg tæller øjeblikkene og flygter til de er omme
Angsten er en spændetrøje
som jeg er tvunget i at være
lys og mørke kan jeg ikke døje
lyd og stilhed kan jeg ikke bære
Den holder mig vågen om natten
og gør mig træt det meste af dagen
Ingen tanker tænkes fuldendt og færdig
halve løsninger gør den mere ihærdig
Den gnaver sig ind i mig, i alt hvad jeg gør
Fri til livet til den dag jeg dør
Lørdag den 19. november 2016, Brøndby.
End ikke drømmen om dit kram kan trøste mig
nu ved jeg, om noget, at livet ikke er en leg
Jeg ved nu at alt der hænder reflekteres i tro
og det sandsynligvis er derfor jeg ikke får ro
Tiden tikker periodisk med flere hastigheder
tankerne gnaver retorisk, som om de leder
Men her er mørkt som i et dimensionsforladt lokale
ingen veje ind og ud og ingen med at tale
En tvunget påtaget dræbende tidslomme at fordøje
Et helt andet perspektiv på en mental spændetrøje
Søndag den 20. november 2016, Brøndby
Et Selvdestruerende ødelæggende forsvarsværk
og et monster der vogter og passer på og er stærk
en lille dreng der tøver, må jeg være med at lege
uadskilleligt groet sammen på uadskillelige veje
Der er så tyst derinde, men når monsteret så vækkes
så er det et selvdestruerende ødelæggende forsvarsværk der tækkes
Den lille dreng drømmer sig ud ad vinduet, ja slipper bort fra en tid
mens monsteret raser og ruster op og gør klar til strid
For et vindue til verden er haspet og lukket i
og nøglen til hoveddøren er gemt bort i langvarigt hi
Onsdag den 23. november 2016, Brøndby.
Hold mig mens jeg græder, og lad mig hvile mit ansigt i dine hænder
lad mig græde og lade strømmene af fortabthed blande sig med dit lys
Overdæng mig med varme ord og lad mig mærke hvor godt det så er
bare en eneste gang og lige nu og her, og så vil jeg aldrig spørge om mér
Bare en enkelt gang til …
Onsdag den 23. november 2016, Brøndby.
Der hvor nærværet og følelsen af kærlighed ikke slår til,
er jeg parat til at mærke suset endnu en gang fortrylle mig bort
Jeg er dog udmærket klar over at når jeg atter er bevidst
om det sus jeg så fik mig, så er jeg jo atter blot trist
For det hjælper ikke at suse af sted, og bedøve sig selv i en rus
men jeg finder ingen varme og glæde og jeg mangler i den grad et sus
Det eneste der holder mig fra at gøre det slette er tanken om at jeg
mister mere ved at drikke livet bort og angsten for at miste og miste dig
Men drømmen om suset den lever, på allerbedste manér
en tilstand med glæde og tryghed og varme og ægthed og meget mere
Men intet synes at hjælpe, end ikke drømmene og begæret til dig slår til
og der hvor nærværet og følelsen af kærlighed skulle være er der intet andet der vil
Fredag den 25. november 2016, Brøndby
Omverden kaster sit bløde mørkelys ind ad vinduerne
døren til gangen står i sort silhuet som et stort sort gab
Jeg ligger fastfrosset, og kravler længere ind i varmen
Det er så rart sted at være, langt borte, og beskyttet
Her ligger jeg og drømmer om alle de rare begivenheder
Men som tiden svinder og tager til i styrke
så forvandles drømmene skridt for skridt til mareridt
Det bløde rare mørke ta’r ondskabens væremåde og krop
og holder mig vågen til jeg sover eller indtil jeg gi’r op
og til sidst falder udmattet hen i en tilbagevendende væren
I sengen er det ofte det tilbagevendende der får æren
men pludselig ligger jeg og drømmer om alle de rare begivenheder igen
Lørdag 3. december 2016, Brøndby
