Digte
Knus der knuste
Onsdag 28. april 1992, Lyngby.
Jeg blev høj af deres knus
og jeg levede på deres ord
Jeg blev varm og forandret
men ikke lykkelig som I tror
For der var et stort behov
som ikke fyldtes ud
mangel på den kærlighed
klædte mig af og så var det ud
Jeg blev høj af deres knus
men der er ikke flere tilbage
Det var en ekstase, sikke en rus
Jeg ku’ ånde af dem, livets sus
A 189
Søndag 26. april 1992, Lyngby.
Åh, al den kærlighed i luften
i min jeg følte kvalme
den prikkede provokerende til min sjæl
der frygtsomt ind i Mørkets rige fór
og kvalte alt med enkelt vræl
A 188
Søndag 26. april 1992, Lyngby.
Som en fromage er vi
menneskeheden
Vi dirrer af spænding
med ét vil vi springes
Fotografiet fortæller
Tirsdag 21. april 1992, Lyngby.
I dag var himlen skyfri og blå
fyldt med varme og solstriber på
pletter af fugle i fjerdragt og sang
og Gud der læser højt af “Der var engang”
Og her på jorden går Jeg rundt i lort til halsen
mens jeg skriger og råber og danser med til valsen
Men himlen den er stadigvæk skyfri og blå
med drømmebilleder af det Jeg håber på
Gid jeg stod der endnu
Tirsdag 14. april 1992, Lyngby.
Jeg så ind i hendes øjne
og jeg så ind i hendes sjæl
jeg så hendes styrke
og jeg så hendes kærlighed
En kærlighed der må være så stærk
at ingen kunne klare den
Og jeg så dybt ind i hendes øjne
og jeg blev så varm i min krop
og jeg så hendes skrøbelighed
og mit hjerte gav et hop
– åh hvilken herlig kvinde
Endt epoke
Søndag 12. april 1992, Lyngby.
“Jeg ved ikke hvordan
jeg skal få det sagt
Jeg er skide bange
Bange for foragt”
Sådan tænker jeg endnu
første gang – det var ikke sjovt
Og får jeg atter chancen
så bliver det kun flovt
Jeg tør ej mere at håbe
Håbets epoke er svundet
og jeg forstår ikke at finde
varme og ømhed
hos den eneste éne
hun der ikke er fundet af mig
hende som ikke har opdaget at jeg
søger og leder
efter en kvinde
Åh hvorfor har du ikke lært det endnu?
Er du bange for at du ikke ku?
Hvad er der galt, er jeg virkelig så død –
at ingen, ingen endnu –
har kunnet syntes at
jeg var sød?
Ekstasens grænse
Mandag 30. marts 1992, Lyngby
Det føles li’som et vandfald
der risler gennem min krop
Jeg flyves op i skyerne høje
og når til sidst ekstasens top
De mennesker jeg holder af
de maler smukt mit sindelag
Og lokker skjulte evner frem
til muntert liv – jeg mindes
glædeligt at huske – at de findes
Blomstens frie vinger
Lørdag 28. marts 1992, Lyngby.
Hvis skæbnen min alt i alt var god
hvorfor har jeg da ikke fattet mod
Anger over livet og dets vej
lod blot mørket uret sænke sig
Skjulte blomst hvor gemmes du
i landskabet fuldt af bier
Sværmeri og nektar behøver jeg
men vrimlen den forhindre mig
Åh gid du frie vinger besad
da chancen så ville nå mig
Men hvad hjælper det at tro sig fro
dersom blomsten ikke rejser bro
Maniodepressiv
Søndag 15. marts 1992, Lyngby.
Snart opstemt, snart depressiv
Sikke en tilværelse, sikke et liv
Lys og Mørke – et vandfald der rinder
– og gør alting vådt og til fjendtlige minder
Nattens’ Tårer
Onsdag 11. marts 1992, Lyngby.
“Selvfølgelig er jeg glad” –
sagde jeg og det var, og ér sandt
Men!; Nattens´ Tårer – jeg hørte dem sige –
“De øjne dér – de´ ikke lykkelige”
Mit hjerte skælvede “Åh Skulle jeg græde?”
Jeg gjorde det hårdt og blev da syg af vrede
Ingenlunde, ville jeg lade Nattens´ Tårer bestemme
– over mig, eller som om –
Men jeg tog fejl og nu er det for sent at vende om
Syg af sorg – jeg tørrede dem bort
Glæden der var blev virkelig kort
I Syndefaldet, jeg må finde ro
Nu stiller min sjæl sine sko
