Skrevet Fredag den 26. juli 2019, Brøndby
Jeg eksploderer
jeg ratificerer
om ikke at slå ihjel
jeg koger af krig
ukontrollabelt raseri
forblændet af svig?
Skal big-bang forbli’,
skal det være slukket?
Vil det hjælpe hvis jeg
endnu engang får drukket?
en flaske kirs’bær-melankoli?
Jeg har det nemt med had,
det er følelsen der gør mig glad;
så tæt på, end alt andet jeg ved –
det er min form for kærlighed.
Dårlig kontakt og relation,
smerten er en følelseskombination.
Jeg elsker ikke – hadet tager overhånd,
klarsynet er enkelt i hele min ånd.
Jeg frygter at miste; et vredens udbrud,
forklejner mit sind, hadet lukker lidelsen ud.
forblændet og forbandet og forfanget
som en fisk i en line der ved den er stanget
Jeg mindes dig mindre som sekunderne tikker
husker dig mindre som dagene sløver sig og går
Smerten bliver mindre, som var da du forlod
Jeg savner dig ubærligt, og mærker mennesker kigger
når jeg offentligt går rundt og viser dybe sår
Savnet er tilbage, som forvildede tanker i mit hoved
Med årene vil jeg måske nok kunne mindes igen
tiderne med den sødeste kollega som jeg kaldte ven
Fortvivlelsen, tabet, savnet og håbet, det manglende men
Menneskets destruktion
Fredag 9. august 2002, Hadsund.
Den kogende plasticsol skinner
menneskene løber panden mod
muren splitter og flænser hud
Dødsenglen danser sin dans
et ovrmenneskeligt fænomen
ingen ved det, men alle ser den
Vi kan ikke gemme os hér,
den koger, den flår, og den ser
Alt er menneskeligt destrueret
Se manden der ler, se lige dér
mennesket er som art snart kreperet
og jeg kan ikke leve her mer
Menneske,
Din Livsform, din filosofi
elskelig forandring og fornøjelse
dyriske festmiddage, Jeg vil være fri!
jorden blev kvalt i din fordøjelse
Menneske, jeg kan høre dit skrig
