April 1996
tålmodigt ventende i dybets sorte
på udkig efter den næste syndebuk
parat med leén til at give sit hug
Stædig ventende på chancen kommer nær
vil Den have os og livet tæt på der
Bestemme over Livet og hvide rosers gang
som vokse ind i Himmelen, i himmelen
O’ Herre, se det hvide slør som dækker mine øjne
thi blind er følelsen – tænker, er dette livets løgne?
doven dyrisk dvælende dværgagtig døende er diset i
Din himmel den dækker øjesynets lænker og krænker alt til skimmel
Den venter på os allesammen
med udgang fra det sorte
og lokker os i dybet ned og langt bag sine porteJeg sidder i mit tårnhøje
kigger ned i meningsløshedens kælder
skuer over verden med et for øje
hvornår de min tårnhøje menig fælder
Jeg styrter i Helvede O’ Herre, jeg ser
lyset fra kilden som skinner mig nær
Angstpræget livsnyder ondskabsfuld stemplet
jeg føler mig -tænker mig, lever forulempet
Se nu lyset, det stråler så, af lyksalighed
og solen står op og solen går ned, og i al evighed
følelsen dræber og jeg stræber med, i salighed
står stille, lever, magfoldighed
Den er omkring os allesammen
knivspidsen og blottet stål
glidende lystigt, lystig, og kold som en ål
Morgengrøde over stille vande
himmelvælvet rummer stormen rettet mod solens lys på jord
stille vendende sig mod lyset, ønskende det var fra solen
ventende chokerende levende stående kvalmende, dér på molen
Se, nu oppefra en engel lys og bleg, hun smiler kun til dig,
se hun komme med frelsene budskab med befrielsens elendighed
Stønnende støvpartikler ud i luften ren og allehånde
smertesorg og angst og venten forgår som ånde
Og se nu lyset fra solen den stråle, og stikker mig i huden som nåle mit slørede syn er på vej op fra kælderens dis i alle mands tårnhøje Hvor markerne dufter forårs grønt og klokkerne ringer i klang
O’ Herre vis vej, vis lys og hvide rosers evige gang for mig
Og lyset er omkring os i en lysende ring, i et lysende liv
jeg står på Livstrapezen og venter på at tage det store spring
i ektatiske rammer, i himmelen, hjemme hos dig Herre
