Et lille juleeventyr
Der var engang en lille pige som glædede sig sådan til det blev juleaften. Det var december måned og koldt, og udenfor dalede sneen ned over det lille stråtegte hus. De var meget fattige og havde kun råd til at spise brød og grød éngang hver dag. Der var ikke noget arbejde at få i byen, og faren måtte derfor hugge brænde dybt inde i skoven så de ikke frøs. Kommunen ville ikke hjælpe, så moren måtte gå tiggergang i byen for at brødføde familien. Men ingen ville hjælpe og snart var det juleaften. Ruden var dækket af et ugennsigtigt lag frost. Pigen som hed Amanda bad hver aften, inden hun gik i seng, til Gud om de få en god jul. Og selvom hun aldrig fik svar vidste hun at, man altid kan stole på Gud. Men en morgen da hun vågnede havde sneen begravet det lille stråtegte hus, og man kunne hverken komme til eller fra det. Hun kravlede ud af sengen og hoppede ned på det iskolde gulv og gik hen til vinduet.
Men Amanda tegnede med sin varme finger et hjerte, som hun kunne kigge ud af. Derude kunne se en mus sidde på en træstub og skue ud over det hvide landskab. Hun for hen til døren og åbnede den. Sneen føg ind og dækkede hendes ansigt. Musen var så frossen at den knapt nok rørte på sig, ved lyden af Amanda der kaldte på den. “Kom her lille mus. Kom her ind og få lidt varme,” kaldte hun. Men da den lille mus ikke svarede løb hun i sneen på sine bare fødder for at bære den ind i varmen. Lidt efter kom musen til sig selv, og den peb. Amanda gav den en skorpe brød som den begærligt gnaskede i sig. Så lod hun den løb ud af døren. “Men hvad er det dog du gør, lille Amanda,” skældte moren. “Hvorfor giver du musen dit brød, er du da ikke sulten?” Jovist var Amanda sulten, men det var musen også; og den var død hvis ikke hun havde hjulpet den. Ikke meget havde de tilbage. Efteråret var gået med at sælge alt hvad de ejede så de kumme få råd til julemaden. Men ak og ve, for mange penge havde de ikke fået. Og dem som de havde var gået til huslejen.
Fra det lille stråtegte hus, kunne man se den ind i lysende by’s mange vinduer. Amanda satte sig på den eneste stol familien havde og kiggede ud af ruden. Hjertet hun havde tegnet på ruden om morgenen stod stadig klart, og hun kiggede igennem det. “Amanda, Amanda, der er mad,” råbte moren ude fra køkkenet. Amanda tog sin bamse og løb hen ad svalegangen og ned af trapperne. Der duftede så skønt. “Husk at vaske hænder!” Det var juleaften, og moster Ane og morbror Frans var kommet. Amanda vaskede sine hænder mens hun så sig selv i spejlet der hang over marmorvasken. Hendes lyse krøllede hår var pænt sat op, og der var lavet flætninger, og sat sløjfer i. Nu kaldte moren igen, og hun løb ind i stuen. Der sad moster Ane, og morbror Frans som røg cigar. Hun løb hen og gav dem et kys på kinden. “Nåh lille Amanda, kan du gætte hvad vi har med til dig?” Amanda så forventningsfuldt på den smilende morbror. Så rystede hun på hovedet. Det kunne hun ikke. “Så er der mad,” kaldte moren og alle rejste sig og gik ind til det veldækkede bord. De satte sig alle og bad en bøn.
Så blev anden skåret an og kartofler, rødkål og sovs blev sendt rundt om bordet. Amanda fik saftevand mens de voksne frak rødvin. Efter manden skulle de daanse om juletræet. Amanda var den første til at springe rundt om det grønne træ; men hun gik pænt rundt om det, da de andre kom. Og så sang de i kor ” … glædelig jul, dejlige jul, engle dale ned i skjul …” og “det kimer nu” Og ikke så snart var de færdige, før Amanda ´tog´ sit charme smil på læben, så enhver voksen ikke kunne stå for det. Morbroren bukkede sig ned og tog gavesok under træet frem og gav til Amanda. “Amanda, Amanda, hvad laver du,” skar morens stemme igennem. Amanda rejste sig fra stolen ved vinduet og kiggede sig omrkring. Bålet var gået ud, og moren stod i natkjole og så på hende. “Jeg sad bare og kiggede ud af vinduet” “Ja det er godt, kom så i seng” Amanda gik over og lagde sig i sengen. Stille bad hun en bøn. Lidt efter faldt hun i søvn. Næste dag var dagen før dagen, men den lignede jo alle dagene, så forskel var der næppe; kun da det pludseligt bankede på døren. Amanda havde altid fået at vide at hun ikke måtte åbne døren for fremmede. Men banken var så svag at det ikke kunne være andet et barn.
Amanda åbnede, og udenfor stod en gammel kone med et barn i favnen. Varmen mødte hende grå og gamle ansigt som pludseligt fik farve. “Må vi få lidt varme, for kulden er snart ved at tage livet af os,” sagde den gamle og tørrede en tåre bort fra kinden, inden den frøs til is. Amanda trådte et skridt tilbage og lod den gamle med baren passere. De satte sig begge ved bordet, og lidt efter fik de varmen. Amanda havde taget en spand og fyldt den med sne. Den gælkdte hun nu ud i en gryde og kogte det. I det kogende vand lagde hun tørrede urter fra foråret, og snart duftede stuen af en stærk krydret duft. Hun hældte det op i to krus og stillede dem foran den gamle og barnet. De sluprede det begærligt i sig. “Tak Amanda,” sagde den gamle kone og strøg hende blit over hovedet. Så gik de. Sent om aftenen kom moren hjem med et helt brød og faren med et læs brænde. Amanda glædede sig sådan, for allerede imorgen var det juleaftens dag. Men hun vidste udmærket godt at de aldrig kunne holde jul, ligesom dem nede i byen. En tåre løb ned af hendes kind, og en til. Og sådan blev de ved. Da alle var gået i seng den nat, lå Amanda vågen, og så lige ud i luf-ten. Tårene trillede ned af hendes kinder, og de ville ikke holde op. “Jamen Amanda, hvorfor græder du,” sagde en stemme så. Amanda drejede hovedet for at se hvem der talte. Men hun kunne ikke få øje på nogen. “Her er jeg,” sagde stemmen igen. Og da hun lagde sig tilbage i sengen så hun féen stå foran sig.
“Sig hvad du ønsker og jeg vil opfylde dit ønske Amanda,” hviskede féen blidt. Amanda tænkte længe førend hun svarede “en juleaften” Og med ét forsvandt féen. Da Amanda vågnede stod hendes mor og far midt i stuen, næsten forstenede. For midt i stuen stod det et stort pyntet juletræ med masser af godter og det mest veldækkede bord, de nogen sinde havde set. Der var ost, og der var brød, og der var vin og risengrød. Der var smør, og sukkertop. Der var kager, der var finer, der var nødder og rosiner. Der var øl og der var sul. Og vigtigtst var der jul.
Og her slutter det lille juleeventyr om Amanda, hvor moralen skal være; at give er at få.
Glædelig Jul
