Thorsen undrede sig over det mærkværdige vejr uden for vinduerne. Solen skinnede bragt modt øst denne tirsdag formiddag klokken kvart over ti, og når han drejede hovedet modt vest trak regnskyerne sig sammen i uigenkendelige formationer, men uden at regne. Han trak vejret dybt gennem cigeretten, og tog koppen med kaffe op til munden og sluprede den sidste mundfuld, inden han igen tog et hiv og atter stod mussestille. Klokken tretten havde han en aftale, måske den sidste tænkte han, hos sin læge Frans Liebermann, en gammel mand af jødisk slægt som havde været familiens læge de sidste 27 år. Den sidste aftale fordi inden han blev indlagt, eller måske bare de nsidste fordi Liebermann var op i årene og havde givet udtryk for at han jo ikke holdt evgt, Thorsen, eller Thormod Thorsen som hans forældre i et vittigt øjeblik havde døbt ham, smilede ved sig selv og skoddede cigeretten i awskebærgeret. Thormod havde aldrig rigtig værtet glad for det navn, og i en alder af 42 havde han da osse skiftet det ud med det mere mundrette Tobias Thorsen. Det ville også være lettere tænkte han, nu når han skulle sige goddag og præssentere sig, når han kom ind på lægens klinik og hilste på klinikassistenten.
