Druer der dræber
Mandag 20. januar 1992, Lyngby.
Med et saligt smil på læben rejste han sig, fra den blomsterfarvede sofa og gik ud i køkkenet. Her åbnede han den violblå og rosenrøde køkkenskabsskuffe. Hurtigt, thi han var bange for at fortryde, tog han den linialstore kødkøkkenkniv fram, og førte den langsomt, thi han var rigtig bange for at skære sig, op imod halsen. Det blanke Raadvadmetal blinkede jo mere han kigede på det, og solens stråler kastedes ind ad det beskidte vindue, og ind på ham og kniven. Han skyggede for ansigtet med den frie hånd, og så samtidig den overskønne Grethe komme gående nede på gaden, med en stor arm omkring sig. Det var Arthurs arm kunne han se. Grethe og Arthur og han havde gået på samme skole. Og han betænkte sig ikke et øjeblik, men smed køkkenkniven fra sig på bordet og løb ind i dagligstuen og ud på altanen. – Hallo I dernede, råbte han og trampede på altanens hårde betongulv. Han så dem standse op og kigge op mod ham. – Hallo råbte de, og straks så han Arthurs hvide tænder – Hallo råbte han igen, denne gang lid højere, så alle i nabolaget kunne følge med i hvad der skete. – Nu skal i bare høre. De lyttede. I denne tid hvor solens stråler danser som ildfluer i en mørk nat, skal jeg genfødes og genopstå. Filosofisk ikke? Himmel og hav, I skal jo høre resten, om jeg da må flygte ud i den evige nats trængsler og pinsler.
Så sandt som vi ér her, er himlen altid frisk og klar til at modtage os. Nogen skal møde op før end andre, og jeg er den udvalgte. I nat må de ske Vi er få, altså jeg mener, mig, hvis I forstår. Fx to klynger druer der hænger side om side. Grenen kan ikke holde dem begge vel? Og nu i nat skal den ene, altså os, klynge med druer dumpe, falde ned og genopstå som nye druer. Er det ikke smukt Jeg har tit set dem. De kommer af og til forbi. Men i nat er det forbi De kommer arghh arghh aldrig mere forbi. Det’ deres skyld. I ku’ bare la’ vær’ at gøre det imod os Arghh Arghh. Hann forsvandt fra altanen. Arghh Arghh. Grethe og Arthur kiggeede op på ham men sænkede så hovderne og forsvandt. Gaden var lang og bred Husene tårnede sig op på begge sider. Skyer der lingte appelsiner, og fugle der lingte duer som fløj. Jer er bange, sagde Grethe og trykkede sig ind til Arthur, som besyttende gav hende et ekstra tryk med armen, der lå omkring hendes skuldre. – Se Arthur en stor modbydelig gul hund. Den kommer lige i mod os. Og ganske rigtigt Imod dem kom en stor gul hun og den så ikke just venlig ud. Han gik forpustet tilbage til køkkenet, samlede den store kødkøkkenkniv op fra gulvet, og lod den langsomt føre op til halsen. Farvæl farvæl farvæl, råbte han højt for sig selv. Men et kraftigt stød, stødte han kniven dybt ind i halsen. Den kom ud på den adnen side kunne han mærke og vaklede ud i korridoren for at se sig i spejlet.
