DEN KLOGE KONGE
For længe længe siden levede der en konge som havde tre sønner, tre døtre samt en syvhovedet kødspisende drage, og en kongelig heks, som kunne spå hans fremtid. Kongen var en meget klog og dygtig mand, og hans hustru, dronningen var en meget klog og dygtig dronning. De to regerede og styrede landet – og folket elskede dem. For der var ingen i det land som sultede, eller ikke havde noget arbejde. Alle var glade, tilfredse og ikke mindst lykkelige – på nær éen. Men det var osse hans egen skyld, sagde kongen. Han ville ikke arbejde, ikke yde, men kun nyde, og det var derfor han havde det som han havde det, og sådan var det, og det kunne der ikke gøres noget ved. Kongens land, var et meget rigt land, da der aldrig i kongens regeringstid, havde været krig. Landet var rigt på kultur, på natur, på mennesker og på penge. Men som kongen sagde, betød pengene det mindste, hvis bare hans folk var lykkelige og det var de på nær den éne, som kongen ikke kunne li’. De tre sønner, samt de tre døtre var nu blevet giftemodne. De tre sønner havde fået en praktikplads. Kongen var så’n set ligeglad, for hvis bare hans familie, og folk var glade – ja skulle alt nok gå. Den ene søn ville være smed, den anden bager og den tredie ville være kok. De fik alle tre deres ønsker opfyldt, og kongen hørte ikke mere til dem. Så var der kunde tre døtre tilbage. Den ene – Dorthe var lovet væk til een prins – fra det fjerne østen. Den anden – Diana blev lovet væk til en fyrste i syden, men den sidste Lejla, var bestemt til at blive dronning i Kongens land, så hun og hendens mand, kunne videreføre, og regere landet godt når kongen døede. Konegn var en meget tradionspræget mand, og havde derfor selv bestem hvor og hvad døtrene skulle. En dag sad kongen så i sin tronsal og tænkte over verdenssituationen. Han ville jo gerne have sin sidste datter skulle have en god prins som kunne varetage embedet som konge ordentligt. Derfor en dag da alle sønnerne og de to døtre var draget bort, fik han hofsnogen til at sende bud efter heksen, som boede i en af gemakkerne, som stødte op til tronsalen. Gud være lovet sagde kongen, da han så heksen, komme ind i tronsalen. Heksen var, syntes kongen, en meget venlig heks – men dog lidt speciel – og til tider lidt ubehagelig. – Deres kongelige højhed kalde, sagde heksen og stillede sig på venstre side af tronen. – Ja! heks, du taler sandhed. Men hør nu på mig. Mine to døtre, og mine tre sønner er for længst draget bort. Tilbage er kun dú og jeg, min kære dronning, dragen og min sidste datter, som helst skulle giftes her. Fortæl mig heks, hvem du tror der vil
