Når jeg er i lykkens stund og glæden står mig bi, så smiler jeg og er så glad for den […]

Jeg søger med lys og lygte gennem mørket af mennesker på gaderne, kigger gennem vinduerne i husene for; Hvad mon

Åh ja, omsider er der tider med manglerne i overflod Det giver mig gåsehud af glæde, mere end jeg troede

Desværre Knud, det er helt umuligt Var det det du skrev, du mente du sa’e, inde i dit hoved den

Der hvor sorgen bor, banker glæden af og til på Her hvor sorgen gror, lader lykken spirene stå Hvor der

Længsel og Bevidstheden følges ad. Tiden bliver kortere og mere intens. Balancen forstyrres som et snefnug, der hvirvles efter det

Jeg er cirka elleve til tolv vintre gammel den solbeskinnede eftermiddag Nu ville jeg have kategoriseret den som en hyggelig

Alt godt kommer til den der venter jeg har ventet den hele lange nat – Pludseligt ser jeg solen skinne

Onsdag eftermiddag gangen på første ligger stille hen Øde og tom, men udenfor skinnede solen Jeg vidste vi havde en

Halvfemserne blæste væk i et sus af selvmedlidenhed pakket ind i destruktive handlinger og datidens filosofi Dér sad jeg indkapslet