UseChat

Et vindue til verden

Et Selvdestruerende ødelæggende forsvarsværk
og et monster der vogter og passer på og er stærk
en lille dreng der tøver, må jeg være med at lege
uadskilleligt groet sammen på uadskillelige veje

Der er så tyst derinde, men når monsteret så vækkes
så er det et selvdestruerende ødelæggende forsvarsværk der tækkes
Den lille dreng drømmer sig ud ad vinduet, ja slipper bort fra en tid
mens monsteret raser og ruster op og gør klar til strid

For et vindue til verden er haspet og lukket i
og nøglen til hoveddøren er gemt bort i langvarigt hi

Onsdag den 23. november 2016, Brøndby.

Bare en enkelt gang til …

Hold mig mens jeg græder, og lad mig hvile mit ansigt i dine hænder
lad mig græde og lade strømmene af fortabthed blande sig med dit lys
Overdæng mig med varme ord og lad mig mærke hvor godt det så er
bare en eneste gang og lige nu og her, og så vil jeg aldrig spørge om mér

Bare en enkelt gang til …

Onsdag den 23. november 2016, Brøndby.

Suset

Der hvor nærværet og følelsen af kærlighed ikke slår til,
er jeg parat til at mærke suset endnu en gang fortrylle mig bort
Jeg er dog udmærket klar over at når jeg atter er bevidst
om det sus jeg så fik mig, så er jeg jo atter blot trist

For det hjælper ikke at suse af sted, og bedøve sig selv i en rus
men jeg finder ingen varme og glæde og jeg mangler i den grad et sus
Det eneste der holder mig fra at gøre det slette er tanken om at jeg
mister mere ved at drikke livet bort og angsten for at miste og miste dig

Men drømmen om suset den lever, på allerbedste manér
en tilstand med glæde og tryghed og varme og ægthed og meget mere
Men intet synes at hjælpe, end ikke drømmene og begæret til dig slår til
og der hvor nærværet og følelsen af kærlighed skulle være er der intet andet der vil

Fredag den 25. november 2016, Brøndby

I sengen

Omverden kaster sit bløde mørkelys ind ad vinduerne
døren til gangen står i sort silhuet som et stort sort gab
Jeg ligger fastfrosset, og kravler længere ind i varmen
Det er så rart sted at være, langt borte, og beskyttet

Her ligger jeg og drømmer om alle de rare begivenheder

Men som tiden svinder og tager til i styrke
så forvandles drømmene skridt for skridt til mareridt
Det bløde rare mørke ta’r ondskabens væremåde og krop
og holder mig vågen til jeg sover eller indtil jeg gi’r op
og til sidst falder udmattet hen i en tilbagevendende væren
I sengen er det ofte det tilbagevendende der får æren

men pludselig ligger jeg og drømmer om alle de rare begivenheder igen

Lørdag 3. december 2016, Brøndby

Fløjlsblød brise

Fløjlsblød lilla brise indhyller mig i en duft af sødmene syren
sådan tænker jeg, fordi jeg elsker syrenernes duft og farver
når jeg gik ned ad villaveje som ung og duftede og følte efter
en dejlig fornemmelse, og et tegn på det ultimative positive
selvom jeg var på vej hjem til Bøgeparken 114 og 110 for at drikke
en mørketurkise iskolde varmende krævende omfavnende elskede elskende jeg-gør-dig-ego-centrisk-agtige kirsebærvin som jeg kaldte for kirs’bærvin i mine digte
Fløjlsblød lille brise hvis minder vokser frem og fremkalder minder i kolde og røde kinder
men tak for alt trods alt

Tirsdag 6. december 2016, Brøndby

S-tog

En råkold blæsende mørk december morgen
sidder jeg i S-toget ubekvemt ude på kanten

Mit blik flakker fra ud ad vinduet og til gulvet
og jeg tænker sæt nu, de ser, hvordan jeg har det her i dag
men alle er beskæftigede med dem selv og deres velbehag

Jeg elsker at køre i S-tog og lade det hele suse sløret forbi
og se på mennesker der kommer og går og sætter sig ind i
og køre med til næste station, og stiger på og stiger af
Ofte kan oplevelsen redde humøret den pågældende dag

Men, sæt dig ikke over for mig; hold dit øjes blik stangen
denne morgen føler jeg sorgen og magter ikke vrangen

Onsdag 7. december 2016, Brøndby

Idrætsdagen

Skolernes fælles idrætsdag var en solskinsdag det vår
klasseundervisningen var skiftet ud med svedige hænder og ømme lår
på Lyngby stadion den formiddag, jeg heller ikke når

Klassekammeraten fra skolen hentede mig, og vi sku’ afsted
jeg var klædt parat i joggingtøj og jeg var klar at ta’ med
til Lyngby stadion den formiddag, og jeg husker kun du var led

Hvordan du fik sagt det, er mig stadig en gåde
men gummiskoene skulle skiftes ud og jeg fandt ingen nåde
jeg skulle gennemføre idrætsdagens løb med mine børnekvaler
mens jeg løb på Lyngby stadion iført brune læder sandaler

Nu går jeg ofte med gummisko og opfører mig som noget umagen
jeg glemmer aldrig den formiddag, på vej til Lyngby stadion på idrætsdagen

Torsdag 8. december 2016, Brøndby

Det Gode Liv

Iskold og beregnende, lægger du dit kølige blik på mig
Jeg er som forstenet når du spejler dig i mig og jeg reflekterer med dig
Din sødme er som den smukkeste blomst, dit væsen er beroligende rart
din euforiserende fortyllende guddommelige aura giver mig livet
I din nærhed er jeg væk og beruset i en tilstedeværelse, og det er givet
Du giver mig alt i uanede mængder og jeg kræver atter efter mere

Men jeg har nu endelig forladt dig min egen, og kære
for vi har været det sammen, som vi to skulle være
Vor tid og vor drømme og mine fantasier er slagen
Jeg er forelsket i Det Gode Liv – resten af dagen

Torsdag 8. december 2016, Brøndby

Jeg mærker ingenting

Jeg mærker ingenting, men ved du rejste bort;
Anden gang gik jeg ind i lyset hvor der før var sort,
hvor jeg mærkede angst og følte et ekstremt ubehag;
Så føler jeg nu ingenting, andet end mit eget velbehag.

Jeg savner dig og tænker på dig ganske vist og tit;
I stunder hvor jeg tænke kan, gør jeg angsten kvit.
Frygten fører, til vrede der fører til had og lidelse og gru
Jeg mærker ingenting, men kommer let nok dagene i hu

Jeg tænker ingenting men tænker ting og føler dog en glæde
og mærker ingen ting, men mærker efter følelser så spæde
Den ene dag den ta’r den anden, og sådan går det rundt i ring
Jeg mærker faktisk ret så meget; jeg mærker mange ting

Onsdag 14. december 2016, Brøndby

De sidste timer

De sidste timer er nær,
så jeg folder mine hænder
bare for at mærke varmen fra en hånd
De sidste timer er som en cryo-fryser på fuldt blus
jeg venter spænding og i ånd

og man siger vi ikke kan tøs op efter sådan en tur
men nu har jeg det altså som om, det hele var en lur
De sidste timer var utroligt nære
men nu er jeg endeligt med min kære

Mandag 19. december 2016, Brøndby