Livet lige nu
Tirsdag 31. januar 1995, Lyngby.
Logisk set går det rimeligt godt
bedre end jeg troede
for jeg lever ud fra de tanker og håb
jeg danner i mit hoved
Nogle er håbløse – andre fantastiske gode
Og af og til er det hele meget livsbekræftende
for alt er uden kode
Og alt er i forandring
føles som en uendelig vandring
med smukke palmer i rabatten
A 244
Tirsdag 31. januar 1995, Lyngby.
Nu vil Helle vist snakke med mig igen
og selvom jeg ikke kender hende 100%
så er hun fandeme en ven
Og sådan er der mange
men de fleste de er sange
Hundeæde
Lørdag 21. oktober 2017, Brøndby.
“Hvad er det for noget hundeæde”
vrede og skuffelse; ja, ondskabs ord
skyllet ned med rødvin og hovedrysten
i et såkaldt selskab med far og mor
Det var det sidste jeg hørte dig sige
resten var kun klager og lyde fra
noget jeg helst ville glemme i fart
Det var de sidste ord fra dig far!
Det hele er gemt i sin enkelthed
jeg mærkede aldrig den kærlighed
Jeg mindes stort set kun eget had
jeg mindes stort set kun jeg bad
Men nu er det heldigvis evigt forbi
Gud tilgive mig for at ønske dig død
den tid der gik er som en kniv
Den selv efter dødengår efter liv
Dem er sat for struben med det dér grå klisterbånd
Det sidder fame’ så fast, at det osse klistrer din ånd
Det hundeæde vi fik og den rødvin som vi drak
smagte godt og gjorde os mætte, og så er det sagt
Et måltid min mor havde tjent os med skabte glæde
det var bestemt ikke kategoriseret som hundeæde
Hjerteslag
Torsdag 19. oktober 2017, Brøndby
Jeg sidder på stolen –
vibrerer, hjertets slag,
tænker på dig og en dag.
Det måtte jo komme – gentages.
Du fylder meget, du skal nok få det lært
Tro mere på dig selv, du er meget mere værd
En klump – en formåen
sindstilstande på én og samme tid
og et væld af tanker om hvorfor hver dag
er en kamp mod tiden – hjerteslag
Angsten
Mandag 30. januar 1995, Lyngby.
Angst ér når du ikke tør skide med lyset tændt
når du er bange for dét, der endnu ikke er hændt
og du planlægger din dagligdag som en paranoid
så du tror du lever og ånder som på lånt tid
Angst er noget uforklareligt noget og dog kan den mærkes
man er rystet over hændelsen, li’som hvis man er ved at kværkes
man tænker og tænker og ens tanker er lænker
de spærrer sjælen inde så man famler som død i blinde
og tænker klart og forbandet være
og ondt hader den som skylden bærer
A 243
Lørdag 28. januar 1995, Lyngby.
Den sidste uge har jeg drukket tæt
jeg har ikke spist særlig meget mad
men alligevel har jeg følt mig mæt
jeg står op når klokken er tretten
og tror straks jeg er i retten
alting gøres præcist lovlydigt ret
og allerede ved 22 tiden er jeg træt
Og én jeg holder fanatisk meget af
ville fandeme først tale med mig den dag
jeg havde været hos min læge og sagde
at jeg har et problem med kirs’bærvinens rus
Hun ønskede nok jeg sku’ ta’ anatabus
Så det gjorde jeg for Helle jeg elsker dig
og vil ikke gøre dig ked
for ikke at lade mig råde af din kærlighed
Så nu begynder jeg på en frisk fra på mandag af
hvis jeg da ikke når at kradse den af
A 242
Torsdag 26. januar 1995, Lyngby
En fiskekniv ligger ved min venstre hånd
med sit skinnende blinkende og skarpslebne sølvagtige skær
jeg har prøvet at lade den glide over huden på min pulsåre
og hvis jeg er heldig kan jeg mærke det løber koldt ned af ryggen
A 241
Torsdag 26. januar 1995, Lyngby.
Her i dag
gjorde jeg hva’ hun sa’e
jeg gik over til min læge
og klædte mig af
I sku’ hør’ hva’ jeg sa’e
og I sku’ se hvo’n han så
I sku’ mærke hvor goldt
min indre landskab det lå
for jeg har et problem
og det er ikke eksem
det er den kirsbærvin
der gi’r min sjæl et grin
og gør mig til et svin
men nu vil Helle tale med mig igen
for hun sagde to gange hun holdt meget af mig
og så fik jeg en klump i halsen gjorde jeg
Når du spør’
Torsdag 19. januar 1995, Lyngby.
Når du spør’ om noget der gør ondt
så er det i orden med mig
men stiller du spørgsmål der virker angribende
så begynder jeg at hade dig
når jeg kommer hjem til en flaske kirsebærvin
Men dagen efter er det hele glemt
Og så er du atter én ven
og i øvrigt undskyld mit sprog
Mod bjegets top
Tirsdag 10. januar 1995, Lyngby.
Pludselig stod jeg på et bjerg
og med ét vinden pustede mig bort
jeg faldt og faldt til jorden jeg ramte
og bort hvert dyr og trold jeg skræmte
jeg fandt en hule at leve i
i mange år jeg lå i hi
til en stie jeg fandt ved bjergets top
og nu kravler jeg langsomt derop
og hvis jeg løber tør for kræfter
så må du gerne råbe til mig
at jeg skal holde ud og holde fast
for at nå helskindet den lange vej
og så vil jeg en dag takke dig
