Forfatter: Knud Kjølhede Petersen

Den lille fede mand vraltede ud af supermarkedet med to store indkøbsposer i hver hånd. Sveden løb ham ned over panden. Ved posthuset satte han poserne på jorden. Så kørte en bus forbi. Men manden stod stadigvæk og pustede ud, nu med et lomme-tørklæde for panden, da den modkørende bus kom. Middagsheden fik alle mennesker på gaden til at skynde sig. De fleste bar solbriller og flest kasketter. Få bar en hat, men det var mest kvinder. Tanken om skyggen var en drøm for alle. Men den lille fede mand så ikke ud til at have travlt. I et nú var alt forvir-ring. Et barn kom cyklende på fortovet. Det kom tætere og tætere på den fede mand. Han havde ikke set barnet. Og så var det for sent.
Barnet var kørt ind i ham. Han væltede bagover og slog hovedet mod jorden. De to plasticposer væltede. Smørreost, kartonvin, chips, cola, bøffer, fløde og chokolade lå spredt om kring to poser poser. Manden lå ubevægelig og stirrede op mod den brændene sol. Så hørtes en råbende stemme kalde. Barnet kiggede rundt og fik øje på den som kaldte. Hun tog cyklen og cyklede efter stemmen. Og lidt efter var hun forsvundet. Manden var kommet til sig selv. Han satte sig for-tumlet op og sig omkring. Da han opdagede at varene lå spredt på fortorvet, fik han hurtigt samlet dem sammen, og stoppet dem i poserne. Solen havde efterhånden fået varmet fortovet godt op. Han fik med besvær rejst sig, og børstede sit jakkesæt. Det var alt for lille til ham. Jakken var lysseblå med tynde grå striber, skjorten hvid og slipset rødt. Bukserne passede sket ikke til jakken. De var sorte og sad stramt, så han næsten ikke kunne bevæge sig. Langsomt og forsigtigt tog han et skridt hen ad fortorvet, og da han følte sig sikker nok satte han farten op. Klokken havde for længst slået sit 13. slag på kirkeuret. Ikke særlig mange mennesker kom nu af supermarkedet. Manden buggede sig ned og hankede op i plasticposerne. De var ikke tunge, og holdt man en i hver hånd var der ligevægt. Han havde kun lige rettet ryggen da han mærkede sine bukser reve bag i. I det samme kom bussen. Han begyndte at løbe hen i mod den så godt han kunne, med det rultat at bukserne gav efter og gled ned om knæene på ham. Så faldt han, tre meter fra bussen.
En ældre dame kom tilfældigt gå-ende, og skævede forknyt ned på manden. Hjælpeløs som han lå der, strakte han hånden op mod hende. Men den blev ikke taget. Hendes mund stod åben. Hun kram-mede sin stok i hånden og hendes øjne var på stilke. Solen glimtede i hendes sølvtand, og fik det hvide hår under den grønne hue til at skinne næsten spøgels-sagtigt. Urokkelig som en statue stod hun og kiggede på ned manden. Pludseligt, som nogen vækkede hende af en ond drøm, rettede hun ryggen og så forvirret fra side til side. Hun gik hen til bussen og steg ind i den. Den røde mimrekort tog hun op af tasken og viste buschaufføren. Han nikkede og startede bussen. Snart var den ude af syne.

Kapitel 1
“Vågn op, vågn op.” Karl stod bøjet over sin storebrors seng. Arnold vente sig om på den anden side, mens han mumlede et eller andet. Klokken var kvart over midnat og månen kastede sit blege lys ind igennem tagvinduet.
“Vågn op mand. Arnold for helvede! Det kan du sgu’ ikke være bekendt. Vågn nu op mand!”
Arnold satte sig med et sæt op i sengen. Han så stift ud i luften med lukkede øjne. Karl rettede nervøst på sin natskjorte og trådte et skridt tilbage.
“For sidste gang Karl; Lad være med at vække mig når jeg sover.” “Jamen, hvorfor vil du aldrig høre på mig. Det er rigtigt. Kig selv ud af vinduet!”
Arnold steg ud af sengen og gik over til vinduet. Han strakte sig opad og kiggede ud af vinduet.
Der stod han lidt. Hvad nu hvis det var rigtigt hvad Karl sagde han så på disse måneskinsnætter. Hvad nu hvis det virkeligt var rigtigt. Man havde jo så tit læst og hørt om de døde som ikke blev på kirkegårdene, hvor de jo hørte hjemme. Arnold genoplevede med fryd den dag, hvor han havde læst bogen “Grønne Øjne”, skrevet af en Dennis Jürgensen. Det havde løbet ham koldt ned af ryggen. Allerede i prologen havde han anet uråd. Og det blev ikke bedre da han var kommet til den første historie. Arnold vendte sig om og så på Karl.
Faktisk var det meget godt at hán hed Arnold og hans lillebror hed Karl.
Dennis Jürgensen havde brugt selveste háns navn i flere af sine bøger.
Arnold var stolt, ikke mindst af sig selv, men også af Karl og Dennis.
Karl stod som forstenet henne ved sin seng og så tomt ud i luften. Så du det, rallede han hæst og så bedende op på Arnold.  Arnold nænnede ikke at skuffe ham, men på den anden side ville han heller ikke lyve.

“Jeg så ikke det du snakker om Karl, prøv nu engang at høre på noget fornuftigt.”
Men Karl blev ved.
Så hørtes fodtrin på trappen.
“De-de..kommer A-Arnold.”
Døren åbnedes og faren trådte ind.
“Hej drenge, er I ved at læse lektier?”, grinede han og så på dem. “Nej vi står lige og diskutere verdenssituationen” sagde Arnold og satte sig ved sit skrivebord.
“Er det nu alt det monsterhaløj igen?”
Karl nikkede.
“De var her. Jeg så dem.”
“Hvad så du Karl?” Faren så spørgende på ham.
Arnold trak vejret dybt.
“Havtroldene!” hviskede Karl lavt.
“Og hvor bor havtroldene så?”
“På stranden, oppe i klitterne. De er uhyggelige.”
Arnold kunne ikke lade være med at grine.
“Hold kæft Arnold,” vrissede faren irriteret
“Hvorfor Karl?”
“Det må jeg ikke fortælle. Så kommer de efter mig – igen”.
Faren satte sig på hug foran sin søn.
“For hvem må du ikke fortælle hvad Karl?”
“Havtroldenes ånd har befalet at, hvis jeg røber dem vil de tage mig næstkommende fuldmåne.
Og nu har jeg allerede sagt for meget,” rallede Karl hæst og så rundt på de andre.
“Kan de transformere sig?” Faren så spørgende på sin søn.
“Hva’?, øh nej, men de kommer kun frem når det er nat, og fuldmåne – for de ser dårligt i dagslys – og det er fuldmåne i morgen nat.”
Faren så uroligt på sin søn og nikkede.
“Hør her Karl. I morgen nat skal jeg på hospitalet, så der er jeg ikke hjemme, derfor tænkte…”
Længere kom han ikke.
Karl gled langsomt fra stående stilling ned på gulvet, hvor han krummede sig sammen som en bold.
“Så kan jég få lov at være alene hjemme, og så kommer de og ta’r mig. Så-så…”

“Rolig Karl, hør nu efter hvad jeg siger til dig.
Du kan tage med. Op på hospitalet. Der er så mange fine instrumenter du kan lege med.”
Karl livede op igen. Han smilte oven i købet.
Arnold gik over til sin seng og lagde sig i den. Han trak dynen godt op om ørerne. Men han kunne ikke falde i søvn. Så skulle han være alene hjemme i morgen nat når Havtroldene kom for at tage Karl, eller måske ham. Han sank en klump. Han vidste intet om Havtrolde. I det hele taget vidste han ingenting om trolde.
Langt om længe mærkede han trætheden komme og lidt efter gled han ind i søvnens mysterier.
Da solens første stråler blev kastet ind ad vinduet, trådte faren stille ind på børneværelset. Længe stod han og betragtede sine sønner.
Kapitel 2
“Så er det op. Klokken er kvart i otte. Og! I skal i skole”.
Karl var ti år og gik i fjerde. Han havde knapt nok fået engelsk, men kunne dog en del ord efter at have siddet foran videoen og set gyserfilm.
Arnold var fjorten og gik i ottende. Han havde både fået engelsk og tysk. Og til stor irritation for Karl, inviterede han også pigerne med hjem efter skole, fordi han så hver gang blev han sendt ned til Købmanden efter sodavand.
Arnold vaklede søvnig ud i badeværelset. Han tændte for bruseren og stillede sig ind bag forhænget.
Et skrig flængede bruserens tavse vandstråle.
“Hvad sker der nu?,” brølede faren nede fra køkkenet.
“Jeg kom til at tænde for det for det kolde vand,” mumlede han for sig selv.
Scenerne fra i nat var ikke forsvundet fra Arnolds næthinde.

Derimod lod Karl sig ikke mærke med noget. Arnold drak sin kaffe hurtigt og tog ostemaden i den ene hånd og skoletasken i den anden.
“Hej, vi ses” sagde han og smækkede hoveddøren efter sig,
Da klokken ringede fri fra skole styrtede Arnold ned i skolegården hvor Karl stod og ventede på ham.
“Jeg har været over på biblioteket, se lige det her, mand!”
Arnold tog bogen som Karl rakte frem.
“Frådende Fantasi – en opslagsbog for kendere”, mumlede han for sig selv, og smilede.
“Hvad var det du kaldte dem Karl”, spurgte Arnold og så på Karl. “Havtrolde,” svarede Karl hæst.
Arnold slog op i bogens indholdsfortegnelse. Langsomt lod han fingeren glide ned over bogens side. Han stoppede ved bogstavet T.
“Har du fundet det? Læs højt mand!” Karl stod og trippede og så spændt op på Arnold.
“Der står noget på side 263,” sagde han og bladede hektisk i bogen.
Trolde (gennem tiderne).
Overskriften stod med gammeldags snørklet skrift. Arnold havde svært ved at læse hvad der stod.
“Lad os nu se,” mumlede Arnold. Hans fingre gled ned over underoverskrifterne. Skovtrolde, bjergtrolde, sten/ild og vandtrolde, vampyrtrolde, havtrolde.
“Her er det!”
Arnold satte sig på hug så Karl kunne se med.
Karl stod opmærksomt og lyttede, og Arnold følte sig flov ved situationen. Så læste han højt.

Havtrolde: Havtrolde:
Højde: cirka 2-3½ meter., vægt: cirka 100-250 kg.
Havtrolden er et pattedyr, men ikke helt almindelig, da deres
afkom fødes som veludvoksende trolde, parate til kamp. Havtrolden er klædt i mørkegrå/hvid pels som gør camouflagen mulig. Dens pels er meget fedtholdig og er derfor med til at beskytte trolden når det er koldt. Havtrolden ser meget dårligt når det er dagslys, men godt når mørket falder på. Især på nætter hvor månen er fuld. Havtrolden har en meget fin høresans sammenlignet med andre trolde. Havtrolde har ingen love at holde sig til og kan frit gå fra dimension til dimension og rundt blandt andre væsner, som fx mennesker. Dette gøres dog sjældent, fordi de bl.a ser dårligt i dagslys, og ikke kan tåle menneskenes talelyde, da disse ligger på et frekvens område der ødelægger tidl. nævntes fine høresans.
Dette har man med videnskabelige undersøgelser fastlagt. Havtrolde kan ganske enkelt ikke tåle menneskenes talelyde Derfor er det vigtigt for Havtrolden ved angreb på mennesker at gøre det så skjult som muligt så høresansen ikke ødelægges. Arnold stønnede og så på ham
“Er det nok nu, Karl?”
“Nej læs videre mand! Jeg vil høre alt!”
“Okay.”
Arnold smilede for sig selv. Og faktisk var det jo ret spændende dette her. Arnold læste videre.
Havtrolden bor på alle slags strande. De bygger deres huler af blade, grene og sten i klitterne, hvor de sover, spiser og gør andre fornødenheder som os mennesker. Havtroldene kan ikke tale, men grynter. Hvis de ikke forstår,
eller bliver bange slår de. Havtrolde er altædende.
Havtrolden er genetisk i familie med alle trolde, dog er
høresansen bedre udviklet hos denne art.
Kropsformen: ligner en overdimensioneret gorilla
Havtrolde, der som tidl. nævnt ingen love har at holde sig til kastes ikke ud i intetheden ved at blive set af mennesker; Det gør derimod Vampyrtrolde. “Og jeg skal være alene hjemme i aften,” stønnede Arnold, “bare fordi du er en tøsedreng og skal lave ballade”.
Pludseligt gik det op for Arnold at Karl ikke var der længere. Han drejede hovedet og så rundt i skolegården. Den var tom.
Kapitel 3
“Hej Arnold”
Arnold snurrede hurtigt rundt parat til at kæmpe for sit liv.
“Arnold? Kan du ikke huske mig!?”
“Joh øh, næh ikke lige på stående fod,” grinede han.
Det hang sådan sammen, at han udmærket kunne huske hvem det var der stod foran ham. Det var Kamilla. Hun gik i hans parallelklasse og 15 år.
Han havde snakket med hende til hal-festerne de sidste par gange. Hun var ret sød. Lyst halvlangt og krøllet hår der gik hende til lidt over skuldrene.
Det blå i hendes øjne fik noget i ham til at drømme om Hawaii, sol og sandstrande hvor hele verden tog hen for at blive grillet.
“Hallo Arnold, sover du?”
“Hva’ nej, øh hvo’n går det?”
“Fint, og dig!”
“Tjae, der er jo lektierne at ty til, du ved”
“Du Arnold, der er noget jeg har gået og tænkt over. Jeg ved ikke rigtigt om jeg skal sige det”
Med alt det jeg har været igennem, gør det ikke spor ondt hvis du siger jeg skal ædes af en havtrold i aften, tænkte Arnold.
“Sig frem Kamilla, jeg vil ta’ det som en mand”
Kamilla smilte og tog Arnold’s arm.
“Jeg kan fandeme li’ dig Arnold,” sagde hun og så ham ind i øjnene.
Arnold droppede straks sammenligningen med Kamillas blå øjne og sandstrande på Hawaii. Han kiggede trist på hende. Selvfølgelig var han blevet glad. Det var da klart.
“Skal vi ikke bare være venner?,” spurgte han og så på hende med et skævt smil.
Hun slap hans arm, og Arnold fik chancen for at slappe af.
“Arnold…,” stønnede hun.
Arnold blev pludseligt bange for at hun havde fået solstik.
“Jeg vil mere Arnold. Vi er begge forelskede ikke? Arnold kan du ikke læse mine følelser.
Jeg har brug for dig. Her er en seddel med min adresse. Kom og besøg mig på næste fredag. Der er jeg alene hjemme!”
Arnold slog en slatter op ved tanken om, at han var det samme i aften. Hun så spørgende på ham. “Jeg skal tænke over det,” sagde han og smilede til hende.
Arnold stak papirlappen med adressen i lommen, selvom han udmærket vidste hvor Kamilla boede. Som om han ikke selv hundredvis af gange tilfældigt havde kørt forbi.
Kamilla satte sig op på sin knallert og vinkede Arnold hen til sig. Hurtigt lagde hun armen omkring hans hals og trak ham ind til sig.
Hendes kys føltes som bistik syntes Arnold. Men som dejlige bistik.
Han så hende køre ud af skolegården og dreje til højre ned af Skolevej. Han så på sit ur. Klokken var kvart over fem.
Han lukkede “Frådende Fantasi” og puttede den ned i tasken.
Tusmørket havde sænket sig som en hætte over det meste af byen da Arnold kom hjem.
8 Månen kunne skimtes svagt bag et tykt lag tordenskyer. Havens træer lavede uhyggelige figurer på græsplænen.
Soluret stod tavst og skimtede ud i mørket. Arnold gik i en stor bue uden omkring det. Han låste sig ind i huset.
“Hej, så er jeg hjemme,” råbte han, men der kom intet svar.
Han tændte lyset i korridoren og gik ud i køkkenet hvor han smed sin skoletaske. Den gled hen ad gulvet og ramte køleskabet.
Der lå en seddel på køkkenbordet.
Han tog jakken af og hang den på stumtjeneren. Irriteret sparkede han skoletasken væk og åbnede køleskabet. Der stod en tallerken med æblekage.
Han tog den ud og satte sig ved bordet.
Han læste hvad der stod på sedlen.
“Hej Arnold.
Jeg er kørt på arbejdet. Karl er taget med op på hospitalet. Pas nu godt på dig selv, og luk så ingen havtrolde ind! (ha ha) indenfor. Der ligger et telefonnummer og lokalnummer inden ved telefonen hvis du nu fik brug for at ringe. Ellers ses vi jo i morgen. – hilsen Karl og far
PS: mad og drikkevare findes i køleskabet”
Faren var læge på byens sygehus. Af og til, faktisk ret så ofte syntes Arnold, havde han nattevagt og var ikke hjemme.
Det var fandeme hyggeligt. Nu var han ladt helt alene tilbage. Det skulle de få betalt. De kunne allerede glæde sig til at læse forsiden på morgendagens aviser “Fjortenårig dreng fundet maltrakteret af havtrolde”
Han gik ind i dagligstuen og tændte for tv’et. De sendte en dødssyg fodboldkamp.
“Beskyttelse?” Der havde ikke stået noget i bogen om hvordan man beskyttede sig mod havtrolde.

Måske kunne man slet ikke beskytte sig imod dem. Pladder. Der måtte være et eller andet våben han kunne bruge. Almindelige trolde var lavet af kød og blod – det stod der selv i bogen – så måske kunne de dræbes med en almindelig kniv.
Arnold kom i tanke om at hans morfar havde gemt et sværd nede i kælderen.
Han havde tit fortalt Arnold om det.
Kapitel 4
En aften havde morfaren fortalt ham sagnet. Det var den eneste aften han nogensinde havde snakket om det sværd. Arnold tænkte tilbage og huskede morfarens ord.
Sværdet hedder Rebærd. Sværdet havde engang tilhørt en tysk fyrste, mens Første Verdenskrig rasede. En meget fornem fyrste. Men også en meget ond fyrste. I krigens vold og meningsløshed havde sværdet dræbt forsvarsløse kvinder, børn og mange heltemodige mænd, som havde sat sig op i mod fyrstens styre. Ved et slag i en af byerne var sværdet forsvundet for fyrsten. Han
var selvfølgelig blevet tosset og havde udlovet en dusør på 25 Mark til den som fandt sværdet.
25 mark var meget værd den gang.
En gammel kone havde fundet sværdet i en grøft men tog det istedet med hjem. Det viste sig, at denne gamle kone var en heks, der udmærket kendte fyrsten og kun ønskede ham død og ulykke. Men hun var også en klog heks der lige som fyrsten kendte sværdets sande navn og magt. Derfor lagde hun en forbandelse over sværdet med ordene:

Ædle klinge, blank og fin.
Rebærd brænder hånden din.
Månestrålen frisk gør fri
Rebræd klar til frelsens krig

Siden forsvandt sværdet. Nogle har siden berettet at, væsner fra
andre verdener var kommet hid, for at få fat i sværdet, da de også kendte sværdets magt, og med den kunne udrette meget grusomt. Morfaren havde aldrig fortalt nogen hvor han havde fået sværdet fra, eller hvor han gemte det.
“Det kan gøre for megen skade,” sagde han, “Fortæl det aldrig til nogen, Arnold”.
Det havde han lovet.
Han måtte se eller prøve sværdet, selvom morfaren altid havde advaret ham og sagt at, ingen hverken måtte se eller røre det.
Arnold rejste sig fra sofaen og gik ud i køkkenet. Det løb ham koldt ned ad ryggen, da han åbnede døren til kældertrappen. Han famlede sig frem og fandt lyskontakten. Det befriende lys fik ham til at slappe af. Hele kælderrummet var indhyllet i en tyk støvtåge. Han missede med øjnene og så sig omkring.
Kælderrummet var fyldt med haveredskaber og gammelt ragelse. Men han kunne ikke se noget sværd. Han drejede om på hælen og gik hen mod trappen da, han opdagede en aflang kasse stå alene allerbagerst i hjørnet, sammen med skovle, river og golfkøller. Arnold stod lidt og betragtede den. Så strakte han armen ud for at løfte den fri, men den var alt for tung. Han måtte bruge begge hænder.
“Nåh Karl, det her er så mit kontor”
Karl gik straks over til vinduet.
“Er det ikke bare overfedt mand!?”
“Månen skinner! Lagde du forresten et telefonnummer til Arnold?”
“Hva’ si’r du? Ja det gjorde jeg. Vil du ha’ en sodavand?”
“Coke On The Rock,” grinede Karl og satte sig i farens stol, en flot læderlænestol der sod pænt ved skrivebordet.
Faren stillede en cola foran ham.
Imens stod Arnold hjemme i kælderen og baksede med at få papkassen op. Endelig lykkedes det.
Sværdet lå der. Lyset fra det var så stærkt at Arnold måtte skærme med hænderne.
Han fyldtes af en kraft han ikke kendte. Hans hænder greb ufrivilligt om sværdets skæfte. Han rejste sig op og strakte armene ud i fuld længde. Arnold så forbavsende på sine arme og troede ikke i første øjeblik sine egne øjne. Sværdet vejede mindst 10 kilo, og han var kun 14 år.
Han skulle lige til at lægge sværdet fra sig da smerten jog igennem hans hånd.
Pludseligt huskede han forbandelsen ord. Men nu var det for sent. Smerten jog igennem hans hænder. Pludselig holdt den op, og Arnold tabte sværdet der med en larmende lyd faldt ned på kælderens betongulv.
Oppe i stuen slog det gamle ur. Arnold talte 10. Kun to timer til midnat.
Arnold tog sværdet op i hånden og lagde det med rystende hænder tilbage i kassen. Han lovede sig selv aldrig at bruge det igen.
Så gik han hurtigt op af kældertrapperne. Han satte sig i sofaen foran tv’et, men kom så i tanke om at faren havde stillet mad og drikkevare i køleskabet.
Han rejste sig, gik ud i køkkenet og åbnede køleskabet. Han tog syltetøjet ud, og franskbrød fra posen på bordet, og smurte sig fire stykker med tykt lag. En cola ville gøre godt.
Var der nogen som sneg sig ind bag på ham?
Han drejede sig om og tabte glasset med syltetøj. Så slappede han af igen, da han opdagede det nye spejl på døren ind til stuen. Irriteret tørrede han syltetøjet op.
Karl rejste sig og skubbede pænt lænestolen ind under skrive-bordet.
“Jeg går lige en lille tur rundt på hospitalet,” sagde han og åbnede døren.
“Ja gør du det. Men lav nu ikke larm. Der er nogen som sover” Karl nikkede.
Da han kom ud på gangen gik han til venstre. Hospitaler og sygehuse var alle ens. De samme stole og borde, hvilket gjorde det mere svært at finde rundt. Gudskelov havde de malet striber på gangene i forskellige farver. Han drejede til højre ned af blå gang.
Nede for enden af gange var et stort vindue, som var delt op i fire mindre. Han gik ned mod vinduet. Månen kastede sit blege lys ind ad vinduet, så korsets tegn blev tegnet på gulvet af vinduets tværlagte trælister.
Karl kiggede på uret. Klokken var fem minutter i tolv. Det løb ham koldt ned ad ryggen. Han hørte trin bag sig. Han snurrede rundt. Gangen var tom. Han åndede lette op, og begyndte langsomt at gå tilbage.
Hele tiden drejede han hovedet for at orientere sig. Han stoppede op og lyttede.
Der lød atter fodtrin bag ham. Igen snurrede han rundt, men gange vár tom; eller var den? Han stod tavs og lyttede.
Han begyndte at løbe. Gul gang, Grøn gang, Orange gang og endelig Rød gang. Hvor var farens kontor? Tankerne fløj igennem hovedet på ham. Sveden løb ham ned af panden.
Han kunne ikke huske hvilket dørnummer faren sad på. Pludselig mærkede Karl en fugtig ånde i nakken. Han stivnede. En stærk hånd greb om hans krop og løftede ham op i luften, en anden lagde sig over hans mund og hindrede luften i at nå hans lunger. Karl besvimede.
“Karl for helvede, hvor er du, vi skal hjem,” prustede faren mens han ufrivilligt joggede rundt på hospitalets gange for at finde sin søn.
“Kom nu, jeg gider sgu’ ikke lege…”
Længere kom han ikke.
I få sekunder befandt han sig svævende tilstand over gulvet. Men pludseligt tog tyngdekraften atter fat og faren så gulvet komme nærmere med alarmerende hast.
Han lå lidt og ømmede sig. Helvedes til personale, de lader sgu osse altid alting ligge og flyde, stønnede han og rejste sig besværligt. Smerten jog igennem hans krop.
Han rejste sig op og tændte sin lommelygte, en han altid gik med, hvis nu sikringerne sprang. Han lyste ned på gulvet. Han stivnede. Der lå Karls jakke.
Arnold rejste sig og slukkede for tv’et. Dødssyg fodboldkamp og slet ingen gyser.
Han gik ud i køkkenet og hørte i det samme telefonen ringe. Han styrtede ind i stuen. Klokken var kvart over midnat.
“Hallo Arnold, det mig” Farens stemme lød skingert i telefon-røret.
“Hallo,” stammede Arnold.
“Arnold, hør godt efter”
Arnold lyttede. Farens stemme lød bekymret.
“Karl er, Jeg kan ikke, For helvede, han er blevet væk. Jeg kan sku’ ikke finde ham. Tror du det kan være havtroldene?”
“Hold nu op, der findes ikke havtrolde. Det er ren fantasi!”
Men han troede ikke selv på det.
“Arnold, hører du. Du må skynde dig herhen. Ring efter en taxa, har du nummeret?”
“Ja ja, jeg kan det udenad,” svarede han.
Godt. Men skynd dig nu lidt. Hospitalet betaler.Sig til taxachauf-føren at han skal gå med op på Rød gang nummer 9″
De smed røret på samtidig.
Arnold trykkede hurtigt de otte cifre. Det varede lidt før der blev svaret.

Kapitel 5

“Ja hallo, jeg skal have en taxa til Slummosevej nummer 7. Skynd jer.”
“Så gerne,” sagde omstillingsdamen i den anden ende.
Arnold skyndte sig op på sit værelse og tog en jakke på.
“Frådende Fantasi” lå fremme og Arnold stak den hurtigt inden for jakken. Gummiskoene måtte han binde i taxaen. Han havde lige låst hoveddøren og sikret sig at den var låst da han hørte taxaen komme.
Det var begyndt at regne kraftigt og Arnold skyndte sig ned igennem haven. Taxachaufføren åbnede døren og Arnold kastede sig nærmest ind i bilen.
“Hvor skal du så hen så sent, bitte ven?,” spurgte manden bag rettet og så ned på Arnold.
“Hospitalet,” skreg Arnold hæst.
“Ja ja da, du behøver inte at råbe. Jeg hører skam fint nok!” Arnold gispede et kort sekund, men kom så i tanke om at havtrolde ikke kunne transformerer sig.
Han så på manden bag rettet. Så han ikke lidt speciel ud. Den fremskudte pande. De buskede øjenbryn. Den krumme næse og de hænder. Han måtte hellere holde ham i snak indtil de var på hospitalet.
En halv time efter rullede taxen ind på hospitalets parkerings-plads.
“Du bliver nødt til at gå med. Min far har dine penge” Arnolds stemme skælvede en smule.
“Er du syg bitte ven?” spurgte taxachaufføren og nu rigtigt på Arnold.
Han svarede ikke men begyndte at gå hen imod hospitalets indgang.
Manden fulgte efter.
15 De var lige kommet ind ad svingdørene da faren kom styrtene.
“Godt du kom Arnold,” sagde han og fortsatte “Her er Deres penge, behold De bare resten,” sagde han og rakte taxachauf-føren en 500,- seddel.
Han buggede, sagde “Tak!” og forsvandt ud af svingdørene.
Arnold og faren skyndte sig hen til elevatoren som i det samme åbnede dørene.
“Det ligner et sultent dragegab,” mumlede Arnold, og tøvede lidt inden han fulgte faren.
Elevatoren lukkede dørene. Arnold og faren mærkede en sugende fornemmelse i maven da elevatoren satte igang.
“Nå, har du fundet ham,” spurgte Arnold da elevatordørene atter åbnedes og de gik ud.
“Nej,” stønnede faren ophidset – “Jeg har ikke set ham i en halv time”
Arnold rynkede brynene gik hen i mod vinduerne. Gangen de stod på var lang og smal. Midt på gulvet var en rød linie malet. Arnold gættede på at denne gang måtte være Rød gang.
“Se – der ligger noget på gulvet” Han bukkede sig ned, strakte hånden frem og trak den hurtigt til sig igen da han mærkede noget vådt.
Det var slim. Det var han helt sikker på. Denne fornemmelse af noget ukendt, noget sært det til at løbe koldt ned at ryggen på ham.
“Hvad er det?” Faren bøjede sig ned og så på gulvet.
“Det er slim, og det lugter,” sagde Arnold.
“Lugter?”
“Ja. Og det lugter ikke godt. Det lugter som våd pels; og hvad værre ér, af Karl”
Faren trådte et skridt tilbage og så forfærdet på sin søn. “Det betyder altså at Karl er….” Han kunne ikke fuldføre sætningen. Han følte sig pludselig træt, og lod sig glide ned langs væggen.  Arnold stod lidt tankefuld og så på faren. “Jeg har en idé” sagde han og åbnede sin frakke. Ud tog han bogen “Frådende Fantasi” og slog op på i indholdsfortegnelsen. Langsomt lod han fingeren gide ned over overskrifterne.
“Sådan dræbes trolde – alle trolde”
Hurtigt bladede han i bogen. Ved et tilfælde landede han på side 311. Overskriften stod med snørklet skrift. Arnold savlede af bar iver.”Prøv engang at høre hvad der står,” sagde faren der stadig sad på gulvet.Arnold læste op.
Trolde er alle lavet af kød og blod. Dog ikke den samme slags
blodlegemer forekommer hos trolde og mennesker.
Kødet hos trolde er også mere sejt end hos mennesker. Arnold fik kvalme. Alle trolde har en forudbestemte livsalder. Fra de fødes til de dør er de bevidste om deres skæbne, hvorfor de med ondskaben i hjertet, begår grove mord og ødelæggelser på såvel deres artsfælder og på de mennesker de kommer nær. Dette gælder dog ikke (som skrevet står) alle slags. Et par eksempler på denne undtagelse er den udbredte og frygtede art: Vampyrtrolde. Nogle forskere mener dog at have beviser for at Havtrolde også hører til undtagelserne. Arnold satte sig ned og læste videre. Trolde kan dræbes. Vampyrtrolde adskiller sig igen. Vampyrtroldene hører reelt ikke ind under kategorien “Trolde”, men er taget med fordi de har samme udseende, væremåde, indre kredsløb som andre trolde, og fordi de fødes på samme måde; nemlig som os mennesker, som pattedyr. Arnold mærkede kulden komme.
At dræbe en trold er ikke så svært endda. At tilintetgøre er straks et større problem. Lad os starte med det nemme først. At dræbe en trold skal gøres med list. 1.Find først mordvåbnet. Mordvåbnet kan være et sværd, en daggert, en økse eller en lé. Det er vigtigt at vide at man inden drabet sliber mordvåbnet meget skarpt. Troldenes hud er meget tyk, og pelsen der dækker de fleste af dem, meget stor og besværlig. 2.Find derefter ud af hvor den pågældende trold holder til. Planlæg nøje hvorledes du vil dræbe den. Her er det vigtigt at vide, at den nemmeste og bedste måde er, at liste sig ind bagfra og placere mordvåbnet mellem nakke og hoved. Tag gummisko på til formålet. Så støjer du ikke så meget. Er tilfældet, at du skal dræbe en Havtrold er gummisko påkrævet, da hørelsen hos disse trolde er meget fin. 3.Når du har placeret mordvåbnet i trolden er det en god ide at trække det ud igen, og gentage operationen for at være helt sikker på dens død. Trolden vil under mordet sikkert jamre sig. Det er et typisk eksempel på at trolde er meget farlige. Ville morderen give op under drabet, hvilket trolden håber, kunne trolden fortsætte sin hærgen.  Derfor skal man ikke bekymre sig om deres jamren.
Arnold lagde bogen fra sig. Han følte sig kvalm.
“Sådan gør man,” hviskede han lavt.
Faren kiggede på ham.
“Du har ret, men Karl og havtrolden er her ikke”
Arnold nikkede.
“Tror du de kan være i en anden dimension”
Arnold så på ham.
“Måske, hvem ved? Så vidt jeg kan se, står der intet i bogen om dimensioner. Men i “Frådende Fantasi” stod der noget om at, de frit kunne bevæge sig mellem dimensioner.
“Måske?, Du har måske læst hele bogen” sagde faren og så på ham.
Arnold følte pludselig at det var hans skyld at Karl var blevet taget af en havtrold.
Kapitel 6
Der var gået to uger siden Karl var forsvundet. Arnold havde ledt overalt, men ikke fundet ham. Han stod nu i øsregnvejr og ventede på bussen. Da bussen kom var han næsten gennemblødt. Arnold steg ind og lagde en tyver på disken. Bussen var tom, så Arnold havde den for sig selv. Chaufføren ekspederede ham en billet og Arnold gik ned bagerst i bussen og satte sig. Bussen begyndte at køre.
Arnold kunne høre regnen slå mod ruden. Chaufføren havde slået vinduesviskerne til. Den rytmiske fik ham til at slappe af. Sløvt kiggede han på uret.
Klokken var kvart i fem. Biblioteket lukkede klokken ti. Uden for var det så småt begyndt at mørkne. Arnold steg af bussen ved stationsbygningen. Biblioteket lå ikke længere væk end han kunne se det.
Biblioteket var fyldt med skrigende børn og voksne der styrtede forvildede rundt efter deres unger. Arnold stillede sig op og så på et tilfælde.
“Kom så her Svend,” råbte kvinden mens hun hysterisk stod og rev i drengen, der altså hed Svend.
“Nej, hvorfor ska’ vi allerede hjem. Jeg vil lege,” skrålede ungen og slog ud efter kvinden.
Hun skulle lige til at slå ham, da Arnold blandede sig.
“Undskyld frue, men hvad med lige at tage lidt hensyn til ungdommen,” sagde Arnold dannet og stillede sig i en sikker position.
Kvinden vendte sig om og så arrigt ned på ham.
“Hvad helvede bilder du dig ind knægt,” rasede hun, men slog pludseligt over i en mild og blid tone.
19 “Gud, jamen, er det ikke Arnold fra Slummosevej nummer 7,” kurglede damen mens hun klappede Arnold på hovedet.
Arnold trådte et skridt tilbage og nikkede til hende.
Hun fortsatte. “Hvad laver du her inde så sent?”
“Jeg skal bare ind og låne en tegneserie” løj han og begyndte at gå væk fra hende.
“Ja ja, ungdommen har sgu altid været uforskammet,” råbte hun efter ham, og begyndte at hive i drengen, der måbende havde stået og set til.
Arnold var gået ned bagerst i biblioteket hvor reolen med okkulte bøger og tids-skrifter stod. Reolen stod heldigvis bagerst i biblioteket.
Så kunne man bedre stå i fred og ro, uden at blive forstyrret. Arnold så sig omkring inden han begyndte at søge. Han lod fingeren glide over hver bog på reolhylden. Hans finger stoppede ved en stor og tyk bog. Han løftede med besvær den tunge bog ned og opdagede i sidste øjeblik at, han ikke havde fået ordentligt fast.
Med et brag bumpede bogen ned på gulvet.
Arnold skyndte sig at samle den op, og nåede kun lige at gemme sig i en krog med bogen, da en bibliotekar kom.
“Hvad foregår der på mit bibliotek?,” kunne Arnold høre en ældre dame hvæse
Han blev siddende.
Da damen var gået rejste Arnold sig op. Han stillede sig hen til under en loftslampe. Lyset strømmede som fra en sol ned over ham, og afslørede hvert skridt han tog.
Bogen han holdt, var bundet ind i et flot rødt læderagtigt materiale. Midt på bogens forside sad en gargoyle, smukt broderet i en kobergylden farve.
Han åbnede bogen “Gysets A-B-C”. Indholdsfortegnelsen fyldte 7 sider. Arnold skimmede hurtigt bogen igennem. Der stod simpelthen alt; blot ikke noget om havtrolde. Arnold mærkede
sveden løbe ham kold ned af ansigtet. Han tørrede det bort med håndledet. Arnold følte han havde svaret på Karls forsvinden lige på tungen. Hvad var det Karl var? Hvor var Karl?
“Hvor er du Karl.” hviskede Arnold hæst, selvom han udmærket vidste at Karl i alle fald ikke var på biblioteket.
Så faldt det ham ind. Karl var jo – forsvundet. Ordet gav genlyd i hans hoved. Panisk flåede han bogen op igen, så siderne var ved at ødelægges.
Indholdsfortegnelsen gav ikke meget. Forsvindingsnumre, side 501 stod der med kursiv skrift. Arnold satte fingeren på bogens mave og åbnede den tilfældigt på side 500. Han bladede en side frem. Arnold havde lidt svært ved at tyde den snørklede skrift, men fik lidt efter lidt stavet sig igennem “Forsvinden og tilbagevenden”
Arnold bladede et par sider frem, men han kunne ikke få øje på andet en forklaringer til hvordan man tryllede ting bort og frem igen. Han var ved at gå ud af sit gode skind, da han fik æje på en bundtekst der ikke fyldte mere end 5-10 linier. Han satte sig ned i en af bibliotekets bløde sofaer og læste højt for sig selv.
Almindelig forsvinden af ting vi bruger i hverdagen, plejer vi som regel at melde til politiet. Også når det gælder forsvinden af mennesker. Men kigger du i denne bog i netop détte afsnit, så vil vi fraråde dig at melde det til politiet. Et menneske du kender er forsvundet, og du har ledt overalt -næsten, og du har ikke fundet ham eller hende.Kan du svare Ja på dette, så kigger du i den rigtige bog.
Det hænger oftest sådan sammen, at når en person til-syneladende tilfældigt forsvinder, så afhænger det af hvordan personen har haft det, med mennesker og miljø. Dette gælder både unge og ældre mennesker. Forsvinder et ungt menneske er det ikke helt problemfrit. Arnold trak vejret dybt og så på uret. Den var blevet kvart over seks. Der var tre kvarter til biblioteket lukkede, og han skulle være hjemme klokken otte. Arnold gabte og et øjeblik faldt han i staver.
For sig så han Kamilla. Det lange lyse krøllede hår blafrede smukt i vinden, og i baggrunden kunne han se sig selv løbe hende i møde. Da de ,ødes omfavner de hinanden og deres læber mødes i et kort sekund.
Arnold smilede lumsk ved tanken om, hvad han så kunne have gjort hvis de havde været i virkeligheden.
Kapitel 7
Arnold kom pludseligt til sig selv. Der var nogen eller noget der ruskede i ham. Han missede med øjnene og så op i en skarp lomme lygte.
“Hej knægt, hvad laver du her?,” spurgte en stor mand.
Arnold så op på ham. Så smilede han. Biblioteket var lukket, og blev straks bekræftiget deri.
“Ved du ikke at biblioteket har lukket?,” sagde manden og hjalp Arnold op at stå.
Arnold nikkede.
“Jeg må være faldet i søvn,” sagde Arnold og begyndte at gå. Bogen krammede han ind mod kroppen.
“Hov, vent lidt du der,” kaldte betjenten, “Hvad med den bog du har der?”
Arnold begyndte at løbe og nåede udgangen. Hurtigt låste han døren op og løb ud på gaden.
Han kunne høre biblioteksbetjenten råbe efter ham. Arnold satte sig forpustet på en bænk og så på bogen. Gargoylen kiggede sørgmodigt på ham.
Han åbnede igen bogen på side 500 og bladede et par sider frem. Han holdt inde med læsningen da et ældre ægtepar kom gående. De kiggede ned på ham, og den gamle dame mumlede til manden “Ungdommen!” Arnold rystede på hovedet. Så genoptog han læsningen.
Har barnet har været forsvundet i længere end to uger, kan det
skyldes at væsner fra andre “verdener” kan have taget det. Oftest er dette grunden. Hvad oftest også sker er, at “det” der tager det unge menneske efterlader et eller flere former for spor. Arnold knaldede bogen i og røg op fra bænken. Hurtigt spejdede han omkring og fik øje på en telefonboks.
Hurtigt pressede han en enkrone ned i revnen og trykkede nummeret til farens kontor.
Telefonen duttede og så blev røret taget.
“Ja hallo,” sagde farens stemme.
“Ja, hej, det er Arnold. Jeg har fund…”
“Hvor helvede har du været henne. Jeg troede du var taget af…, Jeg troede vi havde en aftale?”
“Det har vi sgu’ da osse, men jeg har været på biblioteket. Jeg har fundet ud af noget!”
Et kvarter efter steg Arnold af bussen. Hospitalet lå som en kolos i badet måneskinnet.
Han skråede over parkeringspladsen og nåede hospitalets indgang. Faren stod og ventede på ham.
“Nå, der er du,” var hans første replik.
“Ja, se jeg har en bog med!”
Faren tog bogen og bladede hysterisk i den. “Hvad skal vi dog gøre Arnold,” jamrede faren, der åbenbart havde haft travlt med at komme ned fra sit kontor.
“Det står på side 507,” sagde Arnold og pegede.
Faren skubbede hans hånd til siden. “Ja ja,” sagde han og slog op i bogen. “Spor?,” sagde faren og så på Arnold. “Ja, efterlod den ikke et eller andet?” “Joh, slim på gulvet; og mon ikke jeg fik interessante spørgsmål dagen efter,” sagde faren.
Arnold tog bogen og kiggede i den. Der står jo mere, lad mig lige
læse engang! Han bladede intenst et par sider frem. Arnold fik det pludseligt meget dårligt. Faren så målløs til at sin søn sank udmattet ned på gulvet. Bogen gled ud Arnolds hænder og ned på gulvet. Pludselig gik det hele op for ham.
Kapitel 8
Hans øjne strejfede atter bogen. Nederst på siden var et afsnit han fuldstændigt havde overset. Hurtigt fik ham samlet bogen op.
Fra mange munde er fortalt gamle skrøner om væsner fra andre
verdener som har været i vor, og glemt ting. I tiderne er det efterhånden blevet til megen isenkram.
Men også ting af speciel betydning – det kan fx være tryllepulver, drikke, eller sværd med kræfter – kan have interesse. Disse ting kan nemt ligge hos forskellige mennesker, og måske er det flere hundrede år siden de er blevet glemt.  100 år for os, er ikke 100 år for dem, og derfor er muligheden  for at de vil komme tilbage og afhente det glemte en særdeles stor mulighed. Finder de ikke det søgte kan de, hvis tilfældet er, tage andet med; i de fleste tilfælde menneskebørn under 14.  Derfor; Hvis man ønsker at få menneskebarnet bragt tilbage må man selv finde en af de glemte ting. Disse kan være – som tidl. nævn alt, lige fra en skovl til en økse. Tager man det i hånden vil de som har glemt det føle et smerte og forsøge at hente det hjem via sort magi. Lykkes dette ikke for dem kommer de selv. Faren så på ham. “Arnold, rejs dig op, hvad sker der?
Arnold kom på benene. “Læs selv,” stammede han og fortsatte “Jeg må hjem, der er noget jeg skál ordne lige nu!”
Faren tog bogen op og læste.
Arnold løb ud af hospitalets hovedindgang og over i cykelstativet.
“Nød bryder alle love,” sagde han til sig selv. Han fandt en cykel der ikke var låst.
I en susende fart cyklede han gennem skovområdet. Damecyklen havde intet lys, og det var bælgravende mørkt. Men han fortsatte ufortrødent. Da han kom forbi kirken begyndte klokkerne at slå. Han talte til 12.
Arnold var lige ved at knække nøglen da han stak den i hoveddøren. Hans hånd famlede på væggen. Endelig fandt han stikkontakten.
Lyset var befriende. Arnold skyndte sig gennem korridoren og ud i køkkenet.
“Hvor helvede er lommelygte,” skreg han skingert og drejede hovedet panisk fra side til side. Men han kunne ikke få øje på den.
Lyset i kælderen havde ikke virket i flere dage.
Han åbnede døren til kældertrappen og faldt nærmest ned af den. Han famlede sig gennem mørket rundt i det snævre kælderrum. Bagerst, i hjørnet stod kassen med sværdet Ræberd. Arnold hev og sled og fik til sidst hevet kassen ud.
Besværligt fik han den åbnet. Sværdet lå der endnu. Han tog det op i hånden, men ingen ting skete. Han lagde det over skulderen og begyndte at gå op af trapperne mod køkkenet, mod lyset, mod friheden.
Knapt havde han lukket døren til kældertrappen da, en uovervindelig smerte jog igennem hans arm. Men han kendte smerten og holdt godt fast og skæftet. Langsomt, men sikkert mærkede han kræfterne forsvinde.
Jeg skal klare det her, snerrede han til sig selv og lagde alle kræfter i at holde sværdet. Han begyndte at genvinde styrken. Pludselig var der ingen modstand kunne han mærke. Han slappede atter af, men kun for et kort sekund. Med et trak det i sværdet igen. Han var lige ved at tabe det.
Han vaklede baglens. Et skarpt hvidt lys sprang ud intetheden. Lyset var så stærkt at han måtte knibe begge øjne sammmen for bedre at kunne se. Men end ikke det hjalp. Lyset blev stærkere og stærkere. Arnold vaklede baglens, stadig knugende sværed i hånden.
Som ved et trylleslag forsvandt lyset og Arnold kunne lidt efter lidt se igen. Som genopstået fra de døde stod foran ham en dyr.
En kæmpemæsig enhjørning. Dens hvide manke hang smukt omkring dens hals, og hornet var stort og flot. Det vrinskede og pegede på Arnold med hornet. Arnold var stadig lammet, men han forsod godt en hentydning. Forsigtigt rakte han hånden frem. Enhjørningen betragtede ham roligt. Han klappede den på mulen. Den virrede med hoved, lige som om den ville sige noget. På ryggen af den hang en saddel.
Der var ingen tvivl. Bæstet ville have med ud at ride.
“Du kan godt glemme det!,” sagde han henvendt til enhjørningen, “Jeg skal ingen steder!”
Enhjørningen vrinskede og blottede tænderne. Arnold trådte et skridt tilbage. Den forstod menneskesprog. Måske ville den kunne fortælle ham hvor Karl var? Men hvad sagde man til en enhjørning. Var man dus eller dis, og hvad nu vis den kun kunne mime sine svar tilbage. Så kunne det godt tage et et godt stykke tid før de kom afsted.
Kapitel 9
“Øh, Ved du hvor Karl er henne?” Han så på enhjørningen.
Den vrinskede og rykkede hovedet op og ned.
“Kan du finde ham?”
Atter vrinskede den og rykkede med hovedet.
Arnold blev ivrig. Den var sgu intilligent. Han kunne lige se sig selv fortælle Kamilla det.
Hej Kamilla, nu skal du høre. jeg har lige snakket med en stor enhjørning nede i vor kælder, fordi Karl – min dumme lillebror – er blevet taget tilfange af en havtrold. “Nåh Aronld, det må du undskylde; Men bare glem alt hvad jeg har sagt til dig, ikke!” Arnold fik det helt dårligt, især ved tanken om at Kamilla kunne sige det. Tilbage tilvirkeligheden. Hvis han skulle finde Karl, var det nok en god ide at tage med Enhjørningen.
Han så på den, og den på ham.
Pludseligt kom lyset tilbage. Snart var enhjørningen omkrendset af lys. Arnold tog ingen chancer, men spændte sværdet om kroppen. Han gik igennem lyset, og nåede lige at stige op på dyret inden han atter blev blendet.
En underlig sugen i maven fortalte ham at, han stadig var i live. Lyset omkring ham forsvandt gradvist, men synet kom ikke tilbage. Han klamrede sig krampagtigt til fabeldyret. Det føltes som om de red igennem tid. Så stoppede emhjørningen sit ridt, og Arnolds syn vendte tilbage. De stod i en kæmpemæssig skov. Træerne var så høje at man ikke kunne se himlen. De dannede en ring med deres placering. Arnold vendte sig om. Enhjørningen var på vej bort. Han løb efter den.
Længere fremme kunne han se skoven åbne sig. Han var ellers sikker på at den havde været lukket.
Han trådte ud af skoven, ud på en strand. Længere borte kunne han se klitter med tyk bevoksning. Sværet dinglede ved hans side.
Han greb for sig i luften, men kunne ikke afværge faldet. En stort hul i sandet var skyld i faldet. Han rejste sig op så med skrækken i livet på det hul han var faldet i. Det var fodspor, cirka en meter brede, og mindst to meter lange. Hvis det virkelig var havtrolde der havde taget Karl, og de havde gåt forbi her, havde han ikke særlig lyst til at møde dem. De var jo trods alt dobbelt så høje som ham.
Han havde kun lige tænkt tanken til ende da jorden rystede. Han vendte sig om. Med et ønskede han at det kun var et mareridt.
En kæmpe af en trold stod mindre end ti fod fra ham, og bag den en gruppe på omkring tyve. Arnold sank et eller andet. Man skulle have siddet derhjemme og repeteret og tyske verber, tænke han og fik i samme sekund øje på det nur som troldene bar imellem sig. I buret lå to bylter. En stor og en lille. Det måtte være mennesker, i alle fald den ene bylt.
27 Han blev straks revet ud af sine tanker da den store trold daksede til ham med sin kølle. Arnold blev så forfjamsket at han begyndte at grine.
Trolden så nu vredt på ham og åbnede sit gab. Arnold kunne se helt ned i halsen på den. Det var ikke rart. I mmunden havde den to rækker med sylespidse tænder
Pænt placeret. Dens gab så ud som om den havde ædt en bombe, tænkte Arnold, og kom så i tanke om hvad det egentligt var han skulle.
Langsomt men heltemodigt trak han Ræberd ud af skeden. Den store trold, det måtte være anføren, skiftede hurtigt ansigts udtryk og gloede ånsvagt på sværdet. Da den opdagede hvad det var brølede den og drejde sig om mod sit sjak, der havde forholdt sig roligt ind vidre.
Da den vendte sig om svang Arnold sværdet med sådan en kraft, at hvis det havde været en håndbold i skolens gymnastiksal, ville den have sprængt og fløjet ud af ruden, at den snittede trolden i brystet.
Det røde blod sprøjtede i en kaskade ud over stranden. Trolden sank i jorden. Målløs så Arnold sig selv slagte alle troldene en efter en.
Sværdet havde en magisk kræft.
Synet af de døde trolde fik kvalmen til at stige. Arnold styrtede ned til vandkaten hvor han brækkede sig.
Buret stod oppe på stranden, og han løb op i mod det.
“Karl, Karl, kan du høre mig? Det Arnold.” Hans stemme lød skingert.
Intet svar.
Arnold tog sværdet og skulle til at hugge buret i to stykker, da smerten på ny jog igennem hans arm. Han skreg, for smerten var endnu større og vørrer en nogensinde.
Fyldt af smerte smed han sværdet i sandet.
28 På jorden lå troldenes våben. Iblandt dem fandt Arnold en kæmpemæssig jernøgle. Han stak den ind i burets nøglehul, og drejde den. Burdøren gik op og Arnold kastede sig ind i buret til de to bylter. Hurtigt flåede han den største op, og kastede sig skrækslagen tilbage.
En næsten nyfødt, behåret skrigen troldeunge kom til syne. Arnold prøvede panisk at glemme hvad det var han så på. Istedet strakte han forsigtigt hånden frem mod den anden bylt.
Han fik fat i den og trak den med møje og besvær hen til sig. Der gik ikke mange minutter før den var åbnet.
Og der lå hans lillebror Karl og sov.
“Vågn op, vågn op.” Arnold ruskede i Karl.
Han slog øjnene op.
“Skynd dig Karl, vi må væk inden der kommer flere Havtrolde!” Karl så op på ham. “Arnold?,” hvor er vi henne?
“Jeg ved det ikke, men kom nu, vi skal væk”
Karl krevlede ud af buret og rejste sig op.
“Hvor længe har jeg været væk,” spurgte Karl.
“Jeg ved det ikke2 løj Arnold og trak i lillebroren.
“Jeg skal lige have min jakke med!”
Karl gik tilbage til buret og tog sin jakke.
Arnold stod derimod som forstenet. Ude i horisonten så han en sort klump komme med hastig fart.
Karls skrig fik Arnold tilbage til virkeligheden.
“Se lige der mand, en enhjørning”
“Den er kommet tilbage for at hente os”, skreg Arnold. Han trak i Karl der målløst fulgte med.
Kapitel 10
Lyset omkring enhjørningen blev stærkere og stærkere. Arnold og Karl sad klemt sammen på enhjørningens ryg.
“Jeg kan ikke se noget,” græd Kartl og holdt krampagtigt fast om Arnold.
29 “Det går over,” svarede Arnold beroligende, og anede at par snese trolde nærme sig. Så blev alt sort.
Da Arnold igen slog øjnene op, så han Karl og faren sidde omkring sig, rundt om sofaen hvor han lå.
“Er du okay” spurgte faren og så på ham.
Han nikkede.
Så ringede det på døren. Karl røg op af sofaen og styrtede ud i korridoren.
Arnold kunne ikkke se hvem det var, og Karl sagde ikke noget.
“Hvem er det?,” kaldte han ud i stuen. Intet svar.
I et kort øjeblik troede han at det var havtroldene som var kommet tilbage, da et par kølige hænder lagde sig på hans ansigt og dækkede hans øjne.
Der var blevet helt stille i stuen, og Arnold lå stiv af skræk indtil hænderne blev fjernet. Kamille sad på armlænet og smilede til ham.
Varmen steg ham til hovedet, han rødmede. Hun gled ned ved siden af ham, mens hendes øjne fik noget i ham til sidde som forstenet.
“Arnold,” stønnede hun svagt og lagde armene om ham.
Hendes læbers kys var som jordbær, syntes Arnold og lod drømmene overtage.
Og sammen fløj de ind i drømmenes lande.
30

Et lille juleeventyr

Der var engang en lille pige som glædede sig sådan til det blev juleaften. Det var december måned og koldt, og udenfor dalede sneen ned over det lille stråtegte hus. De var meget fattige og havde kun råd til at spise brød og grød éngang hver dag. Der var ikke noget arbejde at få i byen, og faren måtte derfor hugge brænde dybt inde i skoven så de ikke frøs. Kommunen ville ikke hjælpe, så moren måtte gå tiggergang i byen for at brødføde familien. Men ingen ville hjælpe og snart var det juleaften. Ruden var  dækket af et ugennsigtigt lag frost. Pigen som hed Amanda bad hver aften, inden hun gik i seng, til Gud om de få en god jul. Og selvom hun aldrig fik svar vidste hun at, man altid kan stole på Gud. Men en morgen da hun vågnede havde sneen begravet det lille stråtegte hus, og man kunne hverken komme til eller fra det. Hun kravlede ud af sengen og hoppede ned på det iskolde gulv og gik hen til vinduet.

Men Amanda tegnede med sin varme finger et hjerte, som hun kunne kigge ud af. Derude kunne se en mus sidde på en træstub og skue ud over det hvide landskab. Hun for hen til døren og åbnede den. Sneen føg ind og dækkede hendes ansigt. Musen var så frossen at den knapt nok rørte på sig, ved lyden af Amanda der kaldte på den. “Kom her lille mus. Kom her ind og få lidt varme,” kaldte hun. Men da den lille mus ikke svarede løb hun i sneen på sine bare fødder for at bære den ind i varmen. Lidt efter kom musen til sig selv, og den peb. Amanda gav den en skorpe brød som den begærligt gnaskede i sig. Så lod hun den løb ud af døren. “Men hvad er det dog du gør, lille Amanda,” skældte moren. “Hvorfor giver du musen dit brød, er du da ikke sulten?” Jovist var Amanda sulten, men det var musen også; og den var død hvis ikke hun havde hjulpet den. Ikke meget havde de tilbage. Efteråret var gået med at sælge alt hvad de ejede så de kumme få råd til julemaden. Men ak og ve, for mange penge havde de ikke fået. Og dem som de havde var gået til huslejen.

Fra det lille stråtegte hus, kunne man se den ind i lysende by’s mange vinduer. Amanda satte sig på den eneste stol familien havde og kiggede ud af ruden. Hjertet hun havde tegnet på ruden om morgenen stod stadig klart, og hun kiggede igennem det. “Amanda, Amanda, der er mad,” råbte moren ude fra køkkenet. Amanda tog sin bamse og løb hen ad svalegangen og ned af trapperne. Der duftede så skønt. “Husk at vaske hænder!”  Det var juleaften, og moster Ane og morbror Frans var kommet. Amanda vaskede sine hænder mens hun så sig selv i spejlet der hang over marmorvasken. Hendes lyse krøllede hår var pænt sat op, og der var lavet flætninger, og sat sløjfer i. Nu kaldte moren igen, og hun løb ind i stuen. Der sad moster Ane, og morbror Frans som røg cigar. Hun løb hen og gav dem et kys på kinden.  “Nåh lille Amanda, kan du gætte hvad vi har med til dig?”  Amanda så forventningsfuldt på den smilende morbror. Så rystede hun på hovedet. Det kunne hun ikke. “Så er der mad,” kaldte moren og alle rejste sig og gik ind til det veldækkede bord.  De satte sig alle og bad en bøn.

Så blev anden skåret an og kartofler, rødkål og sovs blev sendt rundt om bordet. Amanda fik saftevand mens de voksne frak rødvin. Efter manden skulle de daanse om juletræet. Amanda var den første til at springe rundt om det grønne træ; men hun gik pænt rundt om det, da de andre kom. Og så sang de i kor ” … glædelig jul, dejlige jul, engle dale ned i skjul …” og “det kimer nu” Og ikke så snart var de færdige, før Amanda ´tog´ sit charme smil på læben, så enhver voksen ikke kunne stå for det. Morbroren bukkede sig ned og tog gavesok under træet frem og gav til Amanda. “Amanda, Amanda, hvad laver du,” skar morens stemme igennem. Amanda rejste sig fra stolen ved vinduet og kiggede sig omrkring. Bålet var gået ud, og moren stod i natkjole og så på hende. “Jeg sad bare og kiggede ud af vinduet”  “Ja det er godt, kom så i seng” Amanda gik over og lagde sig i sengen. Stille bad hun en bøn. Lidt efter faldt hun i søvn.  Næste dag var dagen før dagen, men den lignede jo alle dagene, så forskel var der næppe; kun da det pludseligt bankede på døren.  Amanda havde altid fået at vide at hun ikke måtte åbne døren for fremmede. Men banken var så svag at det ikke kunne være andet et barn.

Amanda åbnede, og udenfor stod en gammel kone med et barn i favnen. Varmen mødte hende grå og gamle ansigt som pludseligt fik farve. “Må vi få lidt varme, for kulden er snart ved at tage livet af os,” sagde den gamle og tørrede en tåre bort fra kinden, inden den frøs til is. Amanda trådte et skridt tilbage og lod den gamle med baren passere. De satte sig begge ved bordet, og lidt efter fik de varmen. Amanda havde taget en spand og fyldt den med sne. Den gælkdte hun nu ud i en gryde og kogte det. I det kogende vand lagde hun tørrede urter fra foråret, og snart duftede stuen af en stærk krydret duft. Hun hældte det op i to krus og stillede dem foran den gamle og barnet. De sluprede det begærligt i sig. “Tak Amanda,” sagde den gamle kone og strøg hende blit over hovedet. Så gik de. Sent om aftenen kom moren hjem med et helt brød og faren med et læs brænde. Amanda glædede sig sådan, for allerede imorgen var det juleaftens dag. Men hun vidste udmærket godt at de aldrig kunne holde jul, ligesom dem nede i byen. En tåre løb ned af hendes kind, og en til. Og sådan blev de ved.  Da alle var gået i seng den nat, lå Amanda vågen, og så lige ud i luf-ten. Tårene trillede ned af hendes kinder, og de ville ikke holde op. “Jamen Amanda, hvorfor græder du,” sagde en stemme så.  Amanda drejede hovedet for at se hvem der talte. Men hun kunne ikke få øje på nogen.  “Her er jeg,” sagde stemmen igen.  Og da hun lagde sig tilbage i sengen så hun féen stå foran sig.

“Sig hvad du ønsker og jeg vil opfylde dit ønske Amanda,” hviskede féen blidt. Amanda tænkte længe førend hun svarede “en juleaften” Og med ét forsvandt féen. Da Amanda vågnede stod hendes mor og far midt i stuen, næsten forstenede. For midt i stuen stod det et stort pyntet juletræ med masser af godter og det mest veldækkede bord, de nogen sinde havde set. Der var ost, og der var brød, og der var vin og risengrød. Der var smør, og sukkertop. Der var kager, der var finer, der var nødder og rosiner. Der var øl og der var sul. Og vigtigtst var der jul.

Og her slutter det lille juleeventyr om Amanda, hvor moralen skal være; at give er at få.

Glædelig Jul

Druer der dræber
Mandag 20. januar 1992, Lyngby.

Med et saligt smil på læben rejste han sig, fra den blomsterfarvede sofa og gik ud i køkkenet. Her åbnede han den violblå og rosenrøde køkkenskabsskuffe. Hurtigt, thi han var bange for at fortryde, tog han den linialstore kødkøkkenkniv fram, og førte den langsomt, thi han var rigtig bange for at skære sig, op imod halsen. Det blanke Raadvadmetal blinkede jo mere han kigede på det, og solens stråler kastedes ind ad det beskidte vindue, og ind på ham og kniven. Han skyggede for ansigtet med den frie hånd, og så samtidig den overskønne Grethe komme gående nede på gaden, med en stor arm omkring sig. Det var Arthurs arm kunne han se. Grethe og Arthur og han havde gået på samme skole. Og han betænkte sig ikke et øjeblik, men smed køkkenkniven fra sig på bordet og løb ind i dagligstuen og ud på altanen. – Hallo I dernede, råbte han og trampede på altanens hårde betongulv. Han så dem standse op og kigge op mod ham. – Hallo råbte de, og straks så han Arthurs hvide tænder – Hallo råbte han igen, denne gang lid højere, så alle i nabolaget kunne følge med i hvad der skete. – Nu skal i bare høre. De lyttede. I denne tid hvor solens stråler danser som ildfluer i en mørk nat, skal jeg genfødes og genopstå. Filosofisk ikke? Himmel og hav, I skal jo høre resten, om jeg da må flygte ud i den evige nats trængsler og pinsler.
Så sandt som vi ér her, er himlen altid frisk og klar til at modtage os. Nogen skal møde op før end andre, og jeg er den udvalgte. I nat må de ske Vi er få, altså jeg mener, mig, hvis I forstår. Fx to klynger druer der hænger side om side. Grenen kan ikke holde dem begge vel? Og nu i nat skal den ene, altså os, klynge med druer dumpe, falde ned og genopstå som nye druer. Er det ikke smukt Jeg har tit set dem. De kommer af og til forbi. Men i nat er det forbi De kommer arghh arghh aldrig mere forbi. Det’ deres skyld. I ku’ bare la’ vær’ at gøre det imod os Arghh Arghh. Hann forsvandt fra altanen. Arghh Arghh. Grethe og Arthur kiggeede op på ham men sænkede så hovderne og forsvandt. Gaden var lang og bred Husene tårnede sig op på begge sider. Skyer der lingte appelsiner, og fugle der lingte duer som fløj. Jer er bange, sagde Grethe og trykkede sig ind til Arthur, som besyttende gav hende et ekstra tryk med armen, der lå omkring hendes skuldre. – Se Arthur en stor modbydelig gul hund. Den kommer lige i mod os. Og ganske rigtigt Imod dem kom en stor gul hun og den så ikke just venlig ud. Han gik forpustet tilbage til køkkenet, samlede den store kødkøkkenkniv op fra gulvet, og lod den langsomt føre op til halsen. Farvæl farvæl farvæl, råbte han højt for sig selv. Men et kraftigt stød, stødte han kniven dybt ind i halsen. Den kom ud på den adnen side kunne han mærke og vaklede ud i korridoren for at se sig i spejlet.

Denne morgen ville han aldrig kunne glemme. Så frygtelig en oplevelse kunne ikke ramme et menneske i dets bedste alder. Det varme vand var forsvundet fra bruseren. Han var helt ude af den.
Nu havde han boet der i femogtyve lange år, og altid havde det varme vand været der når han havde haft brug for det. Men nu var det forsvundet. Han tænkte med gru på oplevelsen.
“Han stod op. Gik ud på badeværelset. Ind under bruseren. Tændte for vandhanen med det røde mærke på. En, to, tre dråber faldt fra hanens gab ned på hans varme skuldre. Han var i chok. Ubevægelig og ubeslutsom stod han under bruseren og kiggede op imod den dryppende hane. Havde han ikke passet godt nok på den? Havde han ikke altid pudset den når der kom gæster, så de kunne se hvor skindene og flot den var? Havde han måske aldrig elsket sin vandhane? Jo det havde han. Mens han stod bedrøvet under hanen mærkede han duften af kaffe strømme ind i badeværelet. Men kaffens duft vækkede ham ikke. Langsomt traskede han ud fra badeværelset, men lod døren stå åben. Måske ville vandhanen ombestemme sig og begynde at vande varmt vand. Han tog tøj på og satte sig ind ved spisebordet.”
Da han havde hældt kaffen op på kanden, tog med rystende hånd et krus fra skabet og satte det på bordet. Så tog han kanden og hældte kaffe op i kruset. Han satte sig træt på stolen og så tomt ud i luften.
Klokken var kvart over syv. Idag skulle han ikke noget, havde han bestemt sig for. Kvalmen sad som en klump i hans hals. Han kunne ikke foretage sig noget før han havde fået varmt vand over sig. Måske han kunne låne naboens bad.
VANDHANEN
skrevet af Knud Kjølhede Petersen, 1991

Han rejste sig optimistisk og pakkede sit toiletudstyr. Så tog han badekåben over armen, rettede på skjorten og forlod sin lejlighed.
Klokken var kvart i otte da han ringede på hos naboen. Det var manden der åbnede.
– Godmorgen sagde han og så på manden der stod i slips og jakke. – Godmorgen sagde manden. Kan jeg hjælpe.
– Har De været i bad i dag?
Manden så på ham.
– Ja jeg har været i bad, men det har De vist ikke været kan jeg se og lugte.
– Nej, fordi der var ikke noget varmt vand, så måske jeg kunne låne Deres bad i fem minutter.
Manden så på ham.
– Låne vores bad i fem minutter. Nu skal jeg lige spørge min kone.
Manden forsvandt ind i lejligheden. Han kiggede på døren der langsomt kom imod ham. Midt på døren sad et navneskilt.
Jørgen og Sussi Hansen læste han.
Under navneskiltet sad et mærke med påskriften. Nej Tak Til EF. Så blev døren åbnet og manden stod nu igen foran ham.
– De vil gerne låne vores bad ikke sandt?
– Joh hvis jeg da må.
– Ja og her kommer vi jo så til svaret.
– Det må De.
Der blev et sekunds stilhed. Så startede manden forfra.
– Det må De ikke. Sussi, min kone siger hun ikke vil have fremmede
VANDHANEN
skrevet af Knud Kjølhede Petersen, 1991
3
i hendes badeværelse. Så De må hellere gå tilbage i Deres egen lejlighed.
– Naturligvis sagde han og gik ind til sig selv.
Klokken var kvart over. Han gik ud på badeværelset. Han tæmndte lyset. Han så på bruseren og åbnede for hanen med det røde mærke. En kaskade af vand plaskede ned over ham. Måløs stod under bruseren med alt tøjet på, mens det varme befriende vand plaskede ned over ham.
Det ringede på døren. Han slukkede for vandet og gik ud og åbnede. Det var posten.
– Der er en pakke til Dem Hr.
– Ja tak sagde han. Han tog imod pakken og lukkede døren.

Klokken var kvart i ni da han åbnede pakken. Pakken viste sig at være en lille trææske. Den var tom.