Der var engang en nisse, som var så ked af det. For han havde slet og ret ingen familie at holde juleaften hos. Tris og sørgmodig sad han i vejgrøften med en flaske nisseøl og græd så salte nissetårer, at der dannedes en hel sø ved hans fødder.
– Ak og ve, hvad sket kan ske, hulkede nissen og tog endnu en tår, mens han mindedes en juleaften for mange hundrede år siden. For han var nemlig en meget gammel nisse på 365 år.
Den juleaften havde han været hos familien Isaksen i Holstebro. De havde fået risengrød til dessert, og juleglade som de var, havde de stillet en skål op på loftet hvor Nimmer sad. Nimmer som han hed, havde fået en dejlig skål risengrød med kanel på og en dejlig gul klat smør i.
Men alt dette kunne være lige meget nu. For ingen i Nisserådets organisation havde sendt bud efter ham til, at holde juleaften hos en familie.
– På loftet sad nissens med sit wienerbrød, græd Nimmer og trampede i nisseøllet så det sprøjtede. Han rejste sig fra vejgrøften og trådte ud på vejen. I det sammen kom en Opel rullende og kørte ind i ham. Men Nimmer mærkede ingen ting, for Nimmer var en nisse, og nisser kan man ikke køre ned. Men af uforklarlige sager blev han kastet mange meter hen ad vejen. hvor han med et bump landede. Bilen stoppede lidt efter, og nogen kom hen og bøjede sig ned over ham.
– Se, det er en nisse, sagde den lille pige og satte sig på hug ved Nimmer.
Men de voksne som stod ved siden af hende, kløede sig i håret, mens de undrede sig over hvad de havde kørt ind i.
– Det er altså en nisse, se selv, sagde pige og tog Nimmer’s hånd og løftede den op mod de kiggende. Men de rystede bare på hovedet og tog fat i pigens arm og trak hende med hen til bilen. Nimmer mærkede knapt nok at bilen kørte væk. Så holdt hans nissehjerte op med at slå.
Og hvad kan man så lære af denne historie? Joh, hvis nisser troede på hjerenedødskriteriet, så havde Nimmer haft en chance. Og for øvrigt, kan en nisse leve uden et hjerte?
