Han skulle sige det idag. Men ville hun acceptere det. Ville hun blive sur, og bare sige, at det var noget være fis at fyre af. Hun var jo lige flyttet ind, og hun kendte ikke ret mange. Kun et par veninder og så ham kendte hun, så udvalget af fyre var ikke så stort. Langsomt bevægede han sig op ad havegangen. Blomsterne havde han købt dagen før. Hvide roser. Det måtte hver en pige kunne li’ tænkte han. Han ringede på. Desto længere tid det tog før hun åbnede – desto mere bange og nervøs blev han. Tænk nu hvis hun slet ikke ville lukke ham ind eller hvis hun nu, hvis hun nu havde en anden fyr på besøg. Endelig åbnedes døre. Der stod hun, og de øjne. Han blev helt blød i knæene. Øh davs, fik han fremstammet, og rakte blomsterne op imod hende. Er de til mig, spurgte hun og smilte til ham, så han måtte lukke øjnene for ikke at komme til at græde at arrigskab over at nogen kunne se så nedladene på ham. Kom indenfor. Jeg ventede dig faktisk. Hva’ gjorde hun. Hun kendte ham knap nok, og det første hun sagde var, at hun havde ventet ham. Øh alså der er noget jeg lige må fortælle dig, sagde han, og stillede blomsterne i vand. Vil du ha kaffe, spurge hun. Hun kom ind med en kaffebakke, med kaffe,kager on to congagglas. Hun satte sig ned overfor ham, og knappede uden betænkligheder sin skjortebluse op. Hold da helt kæft tænkte han. Det sku’ lig’som i bladene. Er du vild mand. Hun kunne vist læse hans tanker, for hun smilte overbærene, og sagde at han da godt måtte se det folde sig rigtigt ud, hvis det var det han ville. Men her satte han grænsen. Hvad var det så du ville fortælle mig, spurgte hun. Jo øh ser du. Du ved godt at drenge øh alså mænde ik’, på et tidspunkt i deres karriere bliver nødt til at finde en mage de ligesom kan leve sammen med. Ja, fortsæt bare, sagde hun da han gjorde en pause. Det der er problemet ér ikke at jeg ikke ved hvem jeg ku’ tænke mig. Tværtimod, jeg ved udemærket godt hvem hun er, men hun ved bare ikke at jeg… At du er vild med hende, fortsatte hun. Det’ rigtigt. Aha, sådan har jeg det osse. Det kan sgu’ godt være svært at få det sagt ikke? Jo mon ikke. Vil du ha’ et glas congag?. Ja tak, hvis det ikke… Sludderm slap nu bare helt af, mens mor her lige skænker op. Men dú, hvorfor fortæller du ikke hende at du kan lide hende. Du kan roligt sige til mig hvem det er, for jeg kender jo ikke nogen her i kvarteret vel. Ja jeg kunne selfølgelig godt sige hvem det var, men… han tav. Lad mig gætte. Er det mig?. Varmen steg ham til ørene. Han mærkede pulsen slå hurtigere og hurtigere. Hva’faen sku’han svare. Hun sad bare og smilede. Det er mig, gentog hun. Han nikkede. Desværre!, jeg er osse i den samme situation som dú. Han blev ligbleg. Han sankt en klump. Vil du vide hvem det er spurgte hun. Det ville han gerne. Hun rejste sig, og satte sig over ved siden af ham. Han kunne lugte hendes varme fårårsduftene krop. Hun kiggede ham indi øjnene. Han følte de borede sig dybt ind i ham. Langsot nærmede hendes ansigt sig hans. Hun lagde en arm omkring hans skulder og kyssede ham blidt på munden. Der fandt du svaret gamle dreng, tænkte han, og flød ind i hendes varme omfavnelse. En tåre læb ned af hans kind. Og der kom flere. Hun kyssede dem bort, og lidt efter lidt lå de begge infiltret i hinandens arme og ben. De faldt i søvn. På bordet stod en vase med røde roser, en tom kaffekande, en skål med småkager og en congagflaske med halvt indhold.
af Knud Kjølhede Petersen.
