Fluen
For så længe siden, at selveste Gud ikke havde tænkt på at lave mennesker levede en tapper døgnflue. Han hed Natogdag. Han var en meget tapper døgnflue, som havde adskillelige krige bag sig. Og det var han meget stolt af. Så længe Natogdag kunne huske, havde der ikke levet andre døgnfluer end ham, og det var han osse meget godt tilfreds med. Dog var der en ulempe ved at være den eneste ene, og det var, at man ingen mage havde. Det gik Natogdag og grublede meget over hele sit liv. Jeg ville jo gerne have at mine gener får en sikkerhed, et sted, sagde han. Natogdag syntes han havde levet i mange år, og var snart en træt og udmatte flue. Derfor besluttede han sig for at finde en fødemaskine. Da Natogdag gik på skovstien og grublede, kom der pludselig en flue gående. Du milde moses, udbrød Natogdag, og bukkede for fluen. Fluen kiggede på ham. Så sagde den. Hør min gode flue, jeg er ude for at lede efter en mand, så mine gener får en god fremtid. Hvilket træf, udbrød Natogdag. Jeg er nemlig ude for at finde en mage så mine gener også får en fremtid. Skal vi?. Tjaee. Fluen tøvede, men gik så meget tæt på Natogdag, og hviskede ham i øret. Jeg ved udemærket godt at du er en døgnflue. Hvis det er rigtigt må vi rigtige fluer ikke gøre det med jer. Men for en gangs skyld. Natogdag og fluen forsvandt ind i buskadset. Få minutter efter begyndte solen at stå op. Natogdag mærkede at han snart skulle dø og sagde derfor til sin elsker. Du må passe godt på vores fluebarn!. Det skal jeg nok sagde fluen. Natogdag sank udmattet tilbage i græsset og dødede. Lidt efter fødte fluen et stort gult slimet flueæg. Ud af ægget kom en gigantisk flue. De var fire centimeter lang, fem centimer bred to centimeter høj og vejede 100 gram. Moderfluen gispede og flygtede. Evighedsfluen kendt og berygtet. Så forfør aldrig en anden race, hvis du dens gener ikke kender. For hvis uheldet det er ude, har du ikke flere venner.
DET DANSKE SPROG
Det danske sprog er generelt svært både at skrive og at snakke. Mere svært bliver det imidlertid når der år efter år udkommer nye retskrivningsordbøger, nye leksikonner, ny ordbøger med mere. Men det danske sprog er også fantastisk. Det er både Det Danske Sprog, når det skal tales, og Det Danske Sprog når det skal skrives. Lad os nu ikke fordybe os i, hvilken en af de to former for dansk, nemlig skriftligt dansk, mundtlig dansk, der er den bedste, men lad os istedet give dig en idé om hvilken en der er den bedste. For eksempel siger Hugo én dag. Jeg bor på Poppelhegnet. Det vil i al sin glans betyde at han bor på selve Poppelhegnet, som ikke er et hegn men en vej i Lyngby. Men hvis man venner det om kan man jo heller ikke sige; Jeg bor i Poppelhegnet, da det så vil misforståes, og få en udenforstående til at tro, man bor i selve Poppelhegnet – altså i selve hegnet. Man bor jo heller ikke i Vesterbro. Man bor på Vesterbro – eller hva’ mener du? Det danske sprog er svært. Tænk nu på sætningen – Jeg en gård mig bygge vil. Den lyder jo helt abstrakt. Hvorfor ikke istedet sige : Jeg vil bygge mig en gård. I sidste tilfældet ved man hvad der menes, og kan umuligt være i tvivl.
FOR SENT
Aldrig mere skulle han stå op for at nå noget. Aldrig mere behøvede han at tænke på sine med mennesker. Aldrig mere skulle han være i stand til at gøre nogen fortræd. Aldrig mere. Han ville simpelthen være ude afstand til at gøre nogen noget. Han var glad, og hver hang han mødte nogen han kendte, brød han ud i latter, mens han prøvede at fortælle at dé ihvertfald ikke skulle vente noget fra ham. Hverken godt eller dårligt. Og så kiggede dé på ham, og syntes alle, at det var meget synd for ham. I morgen er det for sent, i morgen sker det sagde, hvergang. Næste morgen var der ingen der så ham. Ingen snakkede med ha, den dag. Og heller ikke den næste. Men der var ingen som syntes det var underligt, for han havde jo selv sagt, at de ikke skulle vente noget fra ham. Et par dage efter forstår hele byen hvorfor han sagde at ingen skulle høre mere fra ham. Præstens ord var få, og her ender historien…..
