I 1988 og 1989 gik jeg på Erhvervsfaglig Grunduddannelse på Lyngby og eomegns handelsskole på Lundtroftevej i Lyngby. I gamle dage hed byen Kongens Lyngby, men ikke på denne tid. Det kom den først til efterfølgende igen – 2800 Kongens Lyngby.
Jeg var optaget på Lyngby Og Omegens Handelsskole’s efg handel og kontor basislinie. Allerede da jeg havde åbnet brevet indså jeg straks, at det nok lingte folkeskolen. Og desværre havde jeg ret i mine bange anelser.
Mandagen derpå stod jeg tidligt op. Jeg var lige i mit és, og glædede mig til at starte på noget nyt. Desværre var jeg alt for optimistisk, hvorfor jeg fik et kæmpe nederlag – et halvt år senere. Jeg var kommet en halv time før man skulle komme, og sad nu helt alene og hørte WHAM! på min walkman. Folkene begyndte at komme et kvarter i ni. Hele gården blev fyldt op. Omtrent firehundredeoghalvtreds nye efgelever var mødt.
Burhøns var vi. Der var ca.femten efgklasser med omtrent tredive elever i hver klasse. Det første og største chok jeg fik den dag var klasselæreren. En slesk lille Dòn Juan som sikkert kun var blevet lærer, så han nemmere kunne få fat i de ungmøér han ville. Han trådte op i slips, nystrøget cardigan og med vandkæmmet hår. Han var ikke engang ældre end den ældste elev i klassen, men rap i kæften var han.
Om Lyngby Og Omegens Handelsskole kan siges, at den er lige så god, som jeg kan tale Grønlandsk.
Der er der kun få mennesker på skolen, som jeg kan få mig selv til at kalde normale. Efg inspektøren – Allan Kjær Andersen er en af dem. Man kunne for det meste fortælle ham hvad man var træt af – og i modsætning til de fleste andre lærerer lyttede han. Jo Allan er en god mand Handelsskolen vár som folkeskolen. Og det gjaldt bare om at klare sig – hvis man ville videre.
Efg basisåret var et ræs. Hvis man ville lære noget – skulle man sørge for det selv. Jeg prøvede ihærdigt at lære noget, men stoffet var problematisk og det var svært stof. Kun i dansk klarede jeg mig tilfredsstillende – efter hvad lærerne syntes.
Min dansklærer var også Alan Kjær Andersen. Han gav mig karakterer som var rimelige – som næsten svarede til hvad jeg kunne. Men skriftligt dansk og mundtligt dansk elsker jeg også. For man er vel ikke dansker for ingenting. Vi havde Anders Vidstrup, vores klasselærer, til edb. Han kúnne edb. Men det kunne jeg osse. Men dét syntes Anders ikke, hvorfor jeg både i terminskarakter og årskarakter fik et sekstal. En elev fra klassen fik ti, til trods for at han sagde under det halve af hvad jeg sagde. Sådan noget forstår jeg bare ikke.
Man skal sige noget kvalificeret, sagde Amders en dag til mig, efter at jeg havde brokket mig over karakteren. Et efgbasisår er simpelt, da det kun består af fester, problemer undervisning og prøver. Festerne var det bedste ved at gå på Handelsskolen. Jeg var godt skoletræt, selvom jeg imellem folke- og handelsskolen havde gået ti måneder på højskole. Og alle fester var mere eller mindre ens. Man kom, man drak man sov og så tog man hjem. Det var ikke kun eleverne der blev fulde. Lærerne tog osse altid aktiv del i drikkeriet. Og det blev mere pineligt jo mere de drak.
Også i dagligdagen var der på skolen et stort forbrug af nydelsesmidler. Hash’n, amfitaminen havde sine kronede dage på skolen. Der var også et stort marked af stjålne vare, som nemt kunne afsættes. Én gruppe elever, deriblandt jeg, følte vrede men kunne ikke gøre noget. Dog tog én initiativet til at bringe skandalen i bladet Chilli.
Her kunne man læse en artikel af J.J. Rasmussen, hvor han bl.a. skriver : Et anoymt interview med en af skolens(!) pushere bragte nogle overraskene høje tal for dagen. Pusheren mente at tredive procent af skolens elevtal havde prøvet amfitamin og hash, og mindst to fra hver klasse var *faste kunder* citat slut. Men der blev ikke gjort noget ved denne sag. Vi må tage dem på fersk gerning, førend vi kan gøre noget”, sagde en højtstående lærer.
Seks uger efter at skoleåret var startet, var der allerede gået tre ud af klassen, men så kom der nye til. Susan var en af dem. Hun er bare fuldstændig, og bed’re kan det ikke siges. Fra det før-ste øjekast kunne jeg se hún var noget specielt. Men desværre skulle hun giftes. Hendes mand – Mark – må prise sig lykkelig over at have fundet en så smuk sjæl at dele sit liv med. Jég, måtte nøjes med tanken og synet. Det var hårdt, fordi det var tredie eller fjerde gang i efgåret, at jeg var faldet for éen med et smukt indre.
Der er kvindfolk overalt!. Der er dem som bare siger ihh hvor er du altså bare barnlig, og så er der dem som Susan. Desværre er der bare ikke så mange af dem.Jeg var med et par af hendes veninder til globryllup.
Det var bittert at sidde i kirken og høre ordene Yes og Ja. Men mit kolde indre fælled’ ikke en tåre, kun smerten i mit indre og følelsen af tomhed kunne mærkes. Feståret på handelsskolen var ved at være slut, og eksamen stod for døren. Nervøse var alle, da eksamener på handelsskoler ikke er det samme som i folkeskolen. På handelsskolen er det et spørgsmål om tilfældigheder hvad man kommer op i. Jeg var en af de heldige. Jeg kom op i Dansk mundtlig engelsk, samt etb og økonomi og regnskab. De tre første fag klarede jeg mig i, men ej i det sidste. Her fik jeg et flot nultre. Til skolens allersidste fest gik jeg da hen til Merethe, som var vores lærer i faget og sagde til hende som planlagt, da jeg vidste at hendes medlidenhedsgrænser lå meget højt til fester: Tak for nultreét. Jeg tror nok jeg fik et knus. Jeg var også meget fuld den aften. Det ér jeg som regl til fester. I Dansk klarede jeg mig meget bedre. Her fik jeg ti.
Omsider sluttede handelsskolen. Vi gik hver til sit, men nogle fortsatte. Jeg skulle til at lave noget, men jobbene stod ikke ligefrem og ventede på mig. Derfor genopstod idéen med endnu et højskoleophold i mit hoved. På få dage fik jeg et treugersophold bevilget af min dejlige kommune Lyngby-Taarbæk. Denne gang blev Andebølle-Uungdomshøjskole på Fyn.
