I 1991-1993 gik jeg på HF i Lyngby, og læste blandt andet: Dansk, Matematik, Musik, Psykologi og Hsitorie/Samfundsfag. Herunder er nogle ord og oplevelser fra den tid.
Desværre gik det stadig ikke så godt på Hf. Jeg var sakket bagud i engelsk og dansk; havde ikke fulgt godt nok med i historie, og blev samtidigt groft ignoreret og stille grint ad, af både lærer og medkursister. Især i Film -og tv-kundskab, fordi de så tydeligt udtrykte, med deres være og talemåde, at jeg havde for mange fordomme om for mange ting.
De fordomme var blot et resultat af, hvad jeg i Film -og tv-kundskab og dansk havde lært. Måske skød de sådan på mig fordi jeg især i sidst-nævnte fag, så ubemærket vidste hvad det meste drejede sig om. For mig var den visuelle og audioelle virkelighed nemlig mere virkelig end den anden. Jeg havde også lavet og analyseret lyd og billedmateriale før.
Ærgerligt nok kom denne ignorering til at præge tiden op mod afslutningen og eksaminationen der skulle finde sted når det blev som-mer. Vi skulle i grupper på tre til fem medlemmer, vise hvad vi havde lært. Således spurgte vor lærer en fredag hvorledes vi ønskede at bevise dette. Jeg fik for en gangs skyld lov at snakke længere end fem minutter.
Min idé var, at lave en “film” bestående af suurealistiske, enkeltstående, stillbilleder der i sin helhed skulle fortælle en eller flere historier om ting som blev gjort af dansken i hverdagen. Flotte klip, og smukke motiver.
Men nej, “det kan man ikke lave med det udstyr vi har” blev der straks sagt af vor lærer, som utvetydigt blev bakket op, af resten af mine flinke medkursister, der nemlig blot intet sagde. Sandheden var bare at jeg med samme slags udstyr havde lavet en “film” på Annebølle Ungdoms Højskole i sommeren 1990, sammen med én Anders Deluran, hvilket snilt kan bevises ved at se “filmen” jeg har liggende på et whs-videobånd. Men folk er som folk er flest.
Og det videoudstyr vi havde på Hf var akkurat det samme som på Andebølle Ungdomshøjskole, lige på nær selve redigeringsudstyret der på Hf var beregnet til whs-videobånd, men på højskolen til U-matic, hvilket har forbedret kvaliteten en del.
Dette var klassens andet projekt. Første projekt bestod i det samme. Forskellen var kun at vi i mellemtiden havde lært lidt nyt. I første projekt havde jeg været sammen med Metin og Lene om en lille dramatisk gyser. Jeg spillede hovedrollen som en Hf-kursist der havde fundet en mad-pakke i skolegården, og da ville gå i kantinen for at spise den. I kantinen mødtes Hf-kursisten så med en anden Hf-kursist, der blev spillet af Lene. Det viste sig så at det var hendes madpakke. Og volden var uundgåelig. Denne filmproduktion blev da heldigvis vellykket.
Godt skuespil er altid vigtigt. Kort sagt; Jeg levede og oplevede verden i billeder som jeg gav betydning for min eksistens.
